The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

Markus 11

1. Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved
Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem:
2. "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks,
når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket
der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører
det hid!
3. Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger:
Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen."
4. Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved
Gyden, og de løse det.
5. Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: "Hvad gøre I, at
I løse Føllet?"
6. Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte
dem det.
7. Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han
satte sig på det.
8. Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de
afskare på Markerne.
9. Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: "Hosanna!
velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!
10. Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det
højeste!"
11. Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde
beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til
Bethania med de tolv.

12. Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han
hungrig.
13. Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han
derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til
det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid.
14. Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal
nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det.

15. Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og
begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og
han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.
16. Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem
Helligdommen. 17. Og han lærte og sagde til dem: "Er der ikke
skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle
Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule."
18. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte,
hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham,
eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære.

19. Og da det blev Aften, gik han uden for Staden.
20. Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet
fra Roden af.
21. Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet,
som du forbandede, er visnet."
22. Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud!
23. Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft
dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men
tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske.
24. Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I
have fået det, så skal det ske eder.
25. Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod
nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade
eder eders Overtrædelser.
26. Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene,
ej heller forlade eders Overtrædelser"

27. Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i
Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de
Ældste hen til ham.
28. Og de sagde til ham: "Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem
har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?"
29. Men Jesus sagde til dem: "Jeg vil spørge eder om een Ting, og
svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør
disse Ting.
30. Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer
mig!"
31. Og de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da
vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke?
32. Men sige vi: Fra Mennesker" så frygtede de for Folket; thi alle
holdt for, at Johannes virkelig var en Profet.
33. Og de svare og sige til Jesus: "Vi vide det ikke." Og Jesus
siger til dem: "Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg
gør disse Ting."

Markus 12

1. Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede
en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og
byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
udenlands.
2. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter.
3. Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
4. Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i
Hovedet og vanærede.
5. Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre;
nogle sloge de, og andre dræbte de.
6. Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til
dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn."
7. Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen;
kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor."
8. Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af
Vingården.
9. Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge
Vingårdsmændene og give Vingården til andre.
10. Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som
Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
Hovedhjørnesten?
11. Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne."
12. Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de
forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode
ham og gik bort.

13. Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for
at de skulde fange ham i Ord.
14. Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru
og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers
Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give
Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?"
15. Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste
I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den."
16. Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og
Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens."
17. Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og
Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham.

18. Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen
Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
19. "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og
og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal
hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom.
20. Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde,
efterlod han ikke Afkom.
21. Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den
tredje ligeså.
22. Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og
så Hustruen.
23. I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til
Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru."
24. Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I
ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft?
25. Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller
bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene.
26. Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i
Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham
og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
27. Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."

28. Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set,
at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket
Bud er det første af alle?"
29. Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud,
Herren er een;
30. og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele
din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.
31. Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større
end disse er intet andet Bud."
32. Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med
Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden
foruden ham.
33. Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af
hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere
end alle Brændofrene og Slagtofrene."
34. Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham:
"Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette
Spørgsmål til ham.

35. Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde:
"Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn?
36. David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre:
Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender
som en Skammel for dine Fødder.
37. David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og
den store Skare hørte ham gerne.

38. Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de
skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse
på Torvene
39. og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde
øverst til Bords ved Måltiderne;
40. de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle
få des hårdere Dom."

41. Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes
Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri.
42. Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en
Hvid".
43. Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig,
siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle
de som lagde i Tempelblokken.
44. Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin
Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."

Markus 13

1. og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til
ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!"
2. Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal
ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
3. Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen,
spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides:
4. "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette
skal til at fuldbyrdes?"
5. Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører
eder!"
6. Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle
forføre mange.
7. Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke
forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda.
8. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og
Oprør. Dette er Veernes Begyndelse.
9. Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til
Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles
for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et
Vidnesbyrd.
10. Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene.
11. Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke
forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i
den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale,
men den Helligånd.
12. Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og
Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel.
13. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som
holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
14. Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke
bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere
i Judæa, fly til Bjergene;
15. men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at
hente noget fra sit Hus;
16. og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine
Klæder!
17. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
18. Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren;
19. thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har
været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu,
og som der heller ikke skal komme.
20. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød
frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han
afkortet de Dage
21. Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se
der! da tror det ikke.
22. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de
udvalgte.
23. Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.
24. Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og
Månen ikke give sit Skin,
25. og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som
ere i Himlene, skulle rystes.
26. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen
Kraft og Herlighed.
27. Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de
fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.
28. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
nær.
29. Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er
nær for Døren.
30. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
førend alle disse ting ere skete
31. Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
forgå:
32. Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen,
heller ikke Sønnen, men alene Faderen.

33. Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der.
34. Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine
Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han
skulde våge,
35. våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om
Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen;
36. for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder
sovende!
37. Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"

Markus 14

1. Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds
Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes
de med List kunde gribe og ihjelslå ham.
2. Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
Oprør iblandt Folket."

3. Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der,
medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke
med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød
Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved.
4. Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde:
"Hvortil er denne Spilde af Salven sket?
5. Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede
Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende.
6. Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende
Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig.
7. De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I
gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid.
8. Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til
Begravelsen.
9. Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden
Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
omtales til hendes Ihukommelse."

10. Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne
for at forråde ham til dem.
11. Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham
Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at
forråde ham.

12. Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet,
sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og
træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?"
13. Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i
Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke;
følger ham;
14. og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren
siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med
mine Disciple?
15. Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der
skulle I berede det for os."
16. Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det,
således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
17. Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv.
18. Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig,
siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde
mig."
19. De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er
dog vel ikke mig?"
20. Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i
Fadet
21. Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men
ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
godt for det Menneske, om han ikke var født."

22. Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav
dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme."
23. Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle
deraf.
24. Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket
udgydes for mange.
25. Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af
Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds
Rige."

26. Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget
27. Og Jesus siger til dem: "I skulle alle forarges; thi der er
skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes.
28. Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder
til Galilæa."
29. Men Peter sagde til ham: "Dersom de endog alle forarges, vil jeg
dog ikke forarges."
30. Og Jesus siger til ham: "Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne
Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre
Gange."
31. Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil
jeg ingenlunde fornægte dig." Men ligeså sagde de også alle.

32. Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger
til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder."
33. Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte
at forfærdes og svarlig at ængstes.
34. Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden;
bliver her og våger!"
35. Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at
den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt.
36. Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk
fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil."
37. Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon,
sover du? Kunde du ikke våge een Time?
38. Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden
er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt."
39. Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord,
40. Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne
vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41. Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og
hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen
forrådes i Synderes Hænder.
42. Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."

43. Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv,
og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra
Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste.
44. Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og
sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham
sikkert bort!"
45. Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: "Rabbi!
Rabbi!" og han kyssede ham.
46. Men de lagde Hånd på ham og grebe ham.
47. Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog
Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre.
48. Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en
Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig.
49. Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig
ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes."
50. Og de forlode ham alle og flyede.
51. Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det
blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham;
52. men han slap Linklædet og flygtede nøgen.

53. Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle
Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen
hos ham.
54. Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård,
og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden.
55. Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus,
for at de kunde aflive ham; og de fandt intet.
56. Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene
stemte ikke overens.
57. Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde:
58. "Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er
gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er
gjort med Hænder."
59. Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens.
60. Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og
sagde: "Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?"
61. Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham
og siger til ham: "Er du Kristus, den Højlovedes Søn?"
62. Men Jesus sagde: "Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen
sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer."
63. Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: "Hvad have
vi længere Vidner nødig?
64. I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?" Men de fældede
alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden.
65. Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og
give ham Næveslag og sige til ham: "Profeter!" og Svendene
modtoge ham med Slag på Kinden.

66. Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af
Ypperstepræstens Piger,
67. og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: "Også du
var med Nazaræeren, med Jesus."
68. Men han nægtede og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad
du siger;" og han gik ud i Forgården, og Hanen galede.
69. Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode
hos: "Denne er en af dem."
70. Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som
stode hos, til Peter: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også
en Galilæer."
71. Men han begyndte at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke
dette Menneske, om hvem I tale."
72. Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu,
som Jesus sagde til ham: "Førend Hanen galer to Gange, skal du
fornægte mig tre Gange." Og han brast i Gråd.

Markus 15

1. Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med
de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte
ham bort og overgave ham til Pilatus.
2. Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede
og sagde til ham: "Du siger det."
3. Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget.
4. Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet?
Se, hvor meget de anklage dig for!"
5. Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig.
6. Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de
forlangte.
7. Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de
Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord
8. Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for
dem, som han plejede.
9. Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade
eder Jødernes Konge?"
10. Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne
havde overgivet ham.
11. Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han
hellere skulde løslade dem Barabbas.
12. Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da,
jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?"
13. Men de råbte atter: "Korsfæst ham!"
14. Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de
råbte højlydt: "Korsfæst ham!"
15. Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem
Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at
korsfæstes.

16. Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen,
og de sammenkalde hele Vagtafdelingen.
17. Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte
den på ham.
18. Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!"
19. Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og
faldt på Knæ og tilbade ham.
20. Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og
iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste
ham.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39