The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

30. Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad
de havde gjort, og hvad de havde lært.
31. Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted
og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og
de havde ikke engang Ro til at spise.
32. Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
33. Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods
strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
34. Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og
han begyndte at lære dem meget.
35. Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham
og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
36. Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og
Landsbyer og købe sig noget at spise."
37. Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de
sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede
Denarer og give dem at spise?"
38. Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser
efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to
Fisk."
39. Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det
grønne Græs.
40. Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på
halvtredsindstyve.
41. Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at
lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
42. Og de spiste alle og bleve mætte.
43. Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.
44. Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.

45. Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han
selv lod Skaren gå bort.
46. Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for
at bede.
47. Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene
på Landjorden.
48. Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var
dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende
på Søen. Og han vilde gå dem forbi.
49. Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et
Spøgelse, og de skrege.
50. Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med
dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter
ikke!"
51. Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de
forfærdedes over al Måde ved sig selv.
52. Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med
Brødene; men deres Hjerte var forhærdet

53. Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og
lagde til der.
54. Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.
55. Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på
deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
56. Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller
Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte
røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved
ham, bleve helbredte.

Markus 7

1. Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra
Jerusalem, samle sig om ham.
2. Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige,
det er utoede, Hænder
3. thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne
omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;
4. og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte
sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde,
Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,
5. så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre
dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde
Måltid med vanhellige Hænder?"
6. Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I
Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne,
men deres Hjerte er langt borte fra mig.
7. Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere
Menneskers Bud."
8. I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."
9. Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne
holde eders Overlevering.
10. Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som
hader Fader eller Moder, skal visselig dø".
11. Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder:
"Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban
(det er: Tempelgave),"
12. da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller
Moder,
13. idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have
overleveret; og mange lignende Ting gøre I."
14. Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører
mig alle, og forstår!
15. Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan
gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som
gør Mennesket urent.
16. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
17. Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte
hans Disciple ham om Lignelsen.
18. Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I
ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham
uren?
19. Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad
den naturlige Vej, og således renses al Maden."
20. Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør
Mennesket urent.
21. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker,
Utugt, Tyveri, Mord,
22. Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje,
Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;
23. alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket
urent."

24. Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og
han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og
han kunde dog ikke være skjult;
25. men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt
om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
26. (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun
bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.
27. Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er
ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."
28. Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde
æde under Bordet af Børnenes Smuler."
29. Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde
Ånd er udfaren af din Datter"
30. Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen
og den onde Ånd udfaren.

31. Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon
midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
32. Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede
ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.
33. Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans
Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
34. og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det
er: lad dig op!
35. Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han
talte ret.
36. Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere
han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
37. Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har
gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at
målløse tale."

Markus 8

1. I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at
spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
2. "Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos
mig i tre Dage og have intet at spise.
3. Og dersom jeg lader dem gå fastende hjem, ville de vansmægte på
Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra."
4. Og hans Disciple svarede ham: "Hvorfra skal nogen kunne mætte
disse med Brød her i en Ørken?"
5. Og han spurgte dem: "Hvor mange Brød have I?" Og de sagde:"Syv."
6. Og han byder Skaren af sætte sig ned på Jorden; og han tog de
syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de
skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.
7. Og de havde nogle få Småfisk; og han velsignede dem og sagde, af
også disse skulde lægges for.
8. Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne
Stykker syv Kurve.
9. Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gå bort.

10. Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til
Dalmanuthas Egne.
11. Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte
af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.
12. Og han sukkede dybt i sin Ånd og siger: "Hvorfor forlanger denne
Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives
denne Slægt noget Tegn!"
13. Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.

14. Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig
i Skibet.
15. Og han bød dem og sagde: "Ser til, tager eder i Vare for
Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!"
16. Og de tænkte med hverandre: "Det er, fordi vi ikke have Brød."
17. Og da han mærkede dette, siger han til dem: "Hvorfor tænke I på,
at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstå I ikke? Er
eders Hjerte forhærdet?
18. Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I
ikke i Hu?
19. Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve
fulde af Stykker toge I da op?" De sige til ham: "Tolv."
20. "Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve
fulde af Stykker toge I da op?" Og de sige til ham: "Syv."
21. Og han sagde til dem "Hvorledes forstå I da ikke?"

22. Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og
beder ham om, at han vil røre ved ham.
23. Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen
og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte
ham, om han så noget.
24. Og han så op og sagde: "Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget
ligesom Træer gå omkring."
25. Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev
klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt.
26. Og han sendte ham hjem og sagde: "Du må ikke gå ind i Landsbyen,
ej heller sige det til nogen i Landsbyen."

27. Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea
Filippi; og på Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem:
"Hvem sige Menneskene, at jeg er?"
28. Og de sagde til ham: "Johannes Døberen; og andre: Elias; men
andre: en af Profeterne."
29. Og han spurgte dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" Peter
svarede og siger til ham: "Du er Kristus."
30. Og han bød dem strengt,at de ikke måtte sige nogen dette om ham.

31. Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget
og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge
og ihjelslås og opstå efter tre Dage.
32. Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og
begyndte at sætte ham i Rette.
33. Men han vendte sig og så på sine Disciple og irettesatte Peter
og siger: "Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er,
men hvad Menneskers er."

34. Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde
til dem: "Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og
tage sit Kors op og følge mig!
35. Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som
mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse
det.
36. Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at
bøde med sin Sjæl?
37. Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
38. Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og
syndige Slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig, når
han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle."
(Kap. 9.) 1 Og han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der
er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden,
førend de se Guds Rige være kommet med Kraft."

Markus 9
2. Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med
sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev
forvandlet for deres Øjne.
3. Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen
Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide.
4. Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede
med Jesus.
5. Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt,
at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en
og Elias en."
6. Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne
helt forfærdede.
7. Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra
Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!"
8. Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus
alene hos dem.
9. Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte
fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var
opstanden fra de døde.
10. Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre,
hvad det er at opstå fra de døde.

11. Og de spurgte ham og sagde: "De skriftkloge sige jo, at Elias
bør først komme?"
12. Men han sagde til dem: "Elias kommer først og genopretter
alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han
skal lide meget og foragtes.
13. Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved
ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham."

14. Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og
skriftkloge, som tvistedes med dem.
15. Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og
hilsede ham.
16. Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?"
17. Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til
dig; han har en målløs Ånd.
18. Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han
fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til
dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke."
19. Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe
skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer
ham til mig!"
20. Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden
straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og
fraadede.
21. Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er
kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af;
22. og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge
ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp
os!"
23. Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for
den, som tror."
24. Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp
min Vantro!"
25. Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene
Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig,
far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!"
26. Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom
død, så at de fleste sagde: "Han er død."
27. Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op.
28. Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i
Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?"
29. Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget,
uden ved Bøn og Faste."

30. Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han
vilde ikke, at nogen skulde vide det.
31. Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen
overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og
når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter."
32. Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.

33. Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset,
spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på
Vejen?"
34. Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem
der var den største.
35. Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom
nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og
alles Tjener."
36. Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog
det i Favn og sagde til dem:
37. "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld,
modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men
den, som udsendte mig."

38. Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os,
uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han
ikke følger os."
39. Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som
gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde
om mig.
40. Thi den, som ikke er imod os, er for os.
41. Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn,
fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal
ingenlunde miste sin Løn

42. Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det
bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i
Havet.
43. Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for
dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og
fare til Helvede til den uudslukkelige Ild,
44. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
45. Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for
dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive
kastet i Helvede,
46. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
47. Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for
dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive
kastet i Helvede,
48. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
49. Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med
Salt.)
50. Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville
I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder
Fred med hverandre!"

Markus 10

1. Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet
hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han
lærte dem atter, som han plejede.
2. Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det
en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?"
3. Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?"
4. Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og
skille sig fra hende."
5. Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev
han eder dette Bud.
6. Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og
Kvinde.
7. Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast
ved sin Hustru;
8. og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer
to, men eet Kød.
9. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille.
10. Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette.
11. Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og
tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende.
12. Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en
anden, bedriver hun Hor."

13. Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men
Disciplene truede dem, som bare dem frem.
14. Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de
små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige
hører sådanne til.
15. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
16. Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede
dem.

17. Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og
spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan
arve et evigt Liv?"
18. Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
god, uden een, nemlig Gud.
19. Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke
besvige; ær din Fader og din Moder."
20. Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra
min Ungdom af."
21. Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til
ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og
giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og
kom så og følg mig!"
22. Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort;
thi han havde meget Gods.
23. Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor
vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!"
24. Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog
atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det,
at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige!
25. Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en
rig at gå ind i Guds Rige."
26. Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da
blive frelst?"
27. Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men
ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."

28. Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle
Ting og fulgt dig."
29. Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har
forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader
eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,
30. uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse
og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med
Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv.
31. Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste
de første."

32. Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem,
og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han
tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der
skulde times ham
33. "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives
til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham
til Døden og overgive ham til Hedningerne;
34. og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og
ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."

35. Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige:
"Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig
om."
36. Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for
eder?"
37. Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din
højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed."
38. Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I
drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som
jeg døbes med?"
39. Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem:
"Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg
døbes med, skulle I døbes med;
40. men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side
tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det
er beredt."
41. Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og
Johannes.
42. Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de,
der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store
iblandt dem bruge Myndighed over dem.
43. Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive
stor iblandt eder, skal være eders Tjener;
44. og den, som vil blive den første af eder, skal være alles
Tjener;
45. thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene,
men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."

46. Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med
sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en
blind Tigger, ved Vejen.
47. Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at
råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!"
48. Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget
stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
49. Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på
den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på
dig."
50. Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til
Jesus.
51. Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg
skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at
jeg kan blive seende!"
52. Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og
straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39