The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

11. Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at
ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave
Eksempel på.
12. Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget
tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd,
Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd.
13. Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere
nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.

14. Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem
Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved
Bekendelsen!
15. Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed
med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle
Ting i Lighed med os, dog uden Synd.
16. Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for
at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.

Hebræerne 5

1. Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for
Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både
Gaver og Slagtofre for Synder,
2. som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende,
eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed
3. og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således
også for sig selv
4. Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom
jo også Aron.

5. Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive
Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg
har født dig i Dag,"
6. som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid,
efter Melkisedeks Vis,"
7. han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner
og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og
blev bønhørt i sin Angst,
8. og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han
led,
9. og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle
dem, som lyde ham,
10. idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

11. Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare,
efterdi I ere blevne sløve til at høre.
12. Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter
til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I
ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.
13. Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er
spæd;
14. men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af
deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og
ondt.

Hebræerne 6

1. Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride
frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med
Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
2. med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og
evig Dom.
3. Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
4. Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den
himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
5. og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og
som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til
Omvendelse
6. da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7. Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og
frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også
dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
8. men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og
Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

9. Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det
bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
10. Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders
Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet
I have tjent og tjene de hellige.
11. Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter
den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
12. for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved
Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
13. Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv,
fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
14. "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt
mangfoldiggøre dig."
15. Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
16. Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al
Modsigelse til Stadfæstelse.
17. Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit
Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
18. for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt,
at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som
ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran
os,
19. hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og
går ind inden for Forhænget,
20. hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter
Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.

Hebræerne 7

1. Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som
gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes
Nederlag, og velsignede ham,
2. hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn
udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems
Konge, det er: Freds Konge,
3. uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages
Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han
forbliver Præst for bestandig.

4. Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav
Tiende af Byttet.
5. Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet,
have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af
deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd;
6. men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af
Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne.
7. Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den
ypperligere.
8. Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er
det en, om hvem der vidnes, at han lever.
9. Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem
Abraham givet Tiende;
10. thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i
Møde.

11. Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske
Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven),
hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst
skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons
Vis?
12. Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed
også en Omskiftelse af Loven.
13. Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af
hvilken ingen har taget Vare på Alteret.
14. thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for
den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster.
15. Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med
Melkisedek opstår en anden Slags Præst,
16. som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et
uopløseligt Livs Kraft.
17. Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter
Melkisedeks Vis."
18. Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var
svagt og unyttigt
19. (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse
af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud.
20. Og så vist som det ikke er sket uden Ed,
21. (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den,
som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du
er Præst til evig Tid"):
22. så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt.
23. Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved
Døden hindredes i at vedblive;
24. men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til
evig Tid,
25. hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud
ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.

26. Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os,
en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet
over Himlene;
27. en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at
frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets;
thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.
28. Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have
Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter
en Søn, som er fuldkommet til evig Tid:

Hebræerne 8

1. Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en
sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af
Majestætens Trone i Himlene
2. som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket
Herren har oprejst, og ikke et Menneske.
3. Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og
Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget
at frembære.
4. Dersom han nu var på Jorden, da var han ikke engang Præst,
efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven;
5. hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske,
således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde
indrette Tabernaklet: "Se til, sagde han, at du gør alting efter
det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget."

6. Men nu har han fået en så meget ypperligere Tjeneste, som han
også er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet på bedre
Forjættelser.
7. Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive
søgt Sted for en anden.
8. Thi dadlende siger han til dem: "Se, der kommer Dage, siger
Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med
Judas Hus;
9. ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre på den Dag, da jeg
tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de
bleve ikke i min Pagt, og jeg brød mig ikke om dem, siger
Herren.
10. Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter
de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og
jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud,
og de skulle være mit Folk.
11. Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og
sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste
indtil den største iblandt dem.
12. Thi jeg vil være nådig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere
ihukomme deres Synder."
13. Når han siger: "en ny", har han erklæret den første for gammel;
men det, som bliver gammelt og ældes, er nu ved at forsvinde.

Hebræerne 9

1. Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og
en jordisk Helligdom.
2. Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen
var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige.
3. Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det
Allerhelligste,
4. som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt
beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen,
og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler,
5. men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede
Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.
6. Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed
ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten;
7. men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året,
ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets
Forseelser,
8. hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen
endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu
står,
9. hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og
stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i
Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter
sin Gudsdyrkelse,
10. men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige
Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette
Ordnings Tid.

11. Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik
han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort
med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,
12. og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit
eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig
Forløsning.
13. Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at
stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed:
14. hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd
frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra
døde Gerninger til at tjene den levende Gud?

15. Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede,
da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne
under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse.
16. Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død,
som har oprettet Pagten, skal godtgøres.
17. Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde
træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever.
18. Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod
19. Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele
Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld
og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han
sagde:
20. "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder."
21. Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han
ligeledes med Blodet.
22. Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods
Udgydelse sker der ikke Forladelse.

23. Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske
Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre
Ofre end disse.
24. Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med
Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve
Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os;
25. ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom
Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed
Blod;
26. ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens
Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes
Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer.
27. Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og
derefter Dom,
28. således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret
for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for
dem, som foruente ham til Frelse.

Hebræerne 10

1. Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke
Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige
Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem
dermed.
2. Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de
ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een
Gang vare rensede?
3. Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder.
4. Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage
Synder.

5. Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og
Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;
6. Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.
7. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om
mig) for at gøre, Gud! din Villie."
8. Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og
Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse
frembæres dog efter Loven),
9. så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din
Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet.
10. Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi
Legeme een Gang for alle.
11. Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de
samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.
12. Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig
for bestandig ved Guds højre Hånd,
13. idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som
en Skammel for hans Fødder.
14. Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem,
som helliges.
15. Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have
sagt:
16. "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,"
siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg
vil indskrive dem i deres Sind,
17. og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere
ihukomme."
18. Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for
Synd.

19. Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i
Helligdommen ved Jesu Blod,
20. som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget,
det er hans Kød,
21. og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:
22. så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde
Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond
Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;
23. lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er
han, som gav Forjættelsen;
24. og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til
Kærlighed og gode Gerninger
25. og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik,
men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen
nærmer sig.

26. Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens
Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,
27. men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed,
som skal fortære de genstridige.
28. Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to
eller tre Vidners Udsagn;
29. hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som
træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han
blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd?
30. Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil
betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit
Folk."
31. Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

32. Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare
blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,
33. idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil,
dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår.
34. Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med
Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en
bedre og blivende Ejendom.
35. Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor
Belønning;
36. thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds
Villie, kunne opnå Forjættelsen.
37. Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der
skal komme, og han vil ikke tøve.
38. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager
sig, har min Sjæl ikke Behag i ham."
39. Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af
dem, som tro, til Sjælens Frelse,

Hebræerne 11

1. Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning
om Ting, som ikke ses.
2. Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd.
3. Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det
ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.
4. Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik
han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit
Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død.
5. Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og
han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før
Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget
Gud.
6. Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer
frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres
Belønner, som søge ham.
7. Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke
sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved
den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden
ifølge Tro.
8. Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et
Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke
vidste, hvor han kom hen.
9. Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed
og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til
samme Forjættelse;
10. thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis
Bygmester og Grundlægger er Gud.
11. Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over
sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde
forjættet det.
12. Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens
Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som
ikke kan tælles.
13. I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de
så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare
fremmede og Udlændinge på Jorden.
14. De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et
Fædreland.
15. Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker,
havde de vel haft Tid til at vende tilbage;
16. men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor
skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han
har betedt dem en, Stad.
17. Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den.
enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne,
18. til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; "
19. thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de
døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.
20. Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående
kommende Ting.
21. Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad,
lænende sig over sin Stav.
22. Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og
gav Befaling om sine Ben.
23. Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af
sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de
frygtede ikke for Kongens Befaling.
24. Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af
Faraos Datter
25. og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en
kortvarig Nydelse af Synd,
26. idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end
Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen.
27. Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi
som om han så den usynlige, holdt han ud.
28. Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for
at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.
29. Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens
Ægypterne druknede under Forsøget derpå.
30. Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage.
31. Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi
hun modtog Spejderne med Fred.
32. Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis
jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og
Samuel og Profeterne,
33. som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede
Forjættelser, stoppede Løvers Mund,
34. slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter
Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at
vige.
35. Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte
på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en
bedre Opstandelse.
36. Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker
og Fængsel;
37. de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik
omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte,
mishandlede
38. (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og
i Huler og Jordens Kløfter.
39. Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede
ikke Forjættelsen,
40. efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke
skulde fuldkommes uden os.

Hebræerne 12

1. Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner
omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder
os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
2. idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for
den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han
ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af
Guds Trone.
3. Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig
af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i
eders Sjæle,

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39