Unknown - "The World English Bible (WEB): 1 Timothy"

Will N. Harben - "The Desired Woman"

John Greenleaf Whittier - "The Frost Spirit and Others from Poems of Nature,"

Wallace Irwin - "The Love Sonnets of a Car Conductor"

The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish




2.Korinterne 10

1. Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og
Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men
fraværende er modig over for eder",
2. ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med
den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod
nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.
3. Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet;
4. thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til
Fæstningers Nedbrydelse,
5. idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig
imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til
Lydighed imod Kristus
6. og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er
bleven fuldkommen.
7. Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre
Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han
hører Kristus til, således gøre vi det også.
8. Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som
Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders
Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,
9. for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;
10. thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans
legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
11. En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved
Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

12. Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne
os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de
ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig
selv.
13. Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter
Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå
også til eder.
14. Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder;
vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium,
15. så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men
have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive
store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre
16. og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os
inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
17. Men den, som roser sig, rose sig af Herren!
18. Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem
Herren anbefaler.

2.Korinterne 11

1. Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det
Jo nok.
2. Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo
trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for
Kristus.
3. Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin
Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det
oprigtige Sindelag over for Kristus.
4. Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke
prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller
et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt
finde eder deri.
5. Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store
Apostle.
6. Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab;
tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i
alle Stykker.

7. Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde
ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet?
8. Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at
tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i
Trang, faldt jeg ingen til Byrde;
9. thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i
alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder.
10. Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke
fratages mig i Akajas Egne.
11. Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det.
12. Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan
afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os
lige i det, hvoraf de rose sig.
13. Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage
sig Skikkelse af Kristi Apostle.
14. Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af
en Lysets Engel.
15. Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig
Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være
efter deres Gerninger.

16. Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal
være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose
mig en Smule.
17. Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i
Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig.
18. Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose
mig.
19. Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge.
20. I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder
eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen
slår eder i Ansigtet.
21. Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men
hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser
også jeg.
22. Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de
Abrahams Sæd? Jeg også.
23. Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg
har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag,
været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare.
24. Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet.
25. Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har
jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet;
26. ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i
Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer
i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre;
27. i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst,
ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed;
28. foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen
for alle Menighederne.
29. Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver
forarget, uden at det brænder i mig?
30. Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min
Magtesløshed.
31. Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at
jeg ikke lyver.
32. I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad
bevogtet for at gribe mig;
33. men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og
undflyede af hans Hænder.

2.Korinterne 12

1. Rose mig må jeg Gavnligt er det vel ikke; men jeg vil komme til
Syner og Åbenbarelser fra Herren.
2. Jeg kender et Menneske i Kristus, som for fjorten År siden om
han var i Legemet, det ved jeg ikke, eller uden for Legemet, det
ved jeg ikke, Gud ved det blev bortrykket indtil den tredje
Himmel.
3. Og jeg ved, at dette Menneske (om han var i Legemet, eller uden
Legemet, det ved jeg ikke, Gud ved det),
4. at han blev bortrykket ind i Paradiset, og hørte uudsigelige
Ord, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale.
5. Af en sådan vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose
mig, uden af min Magtesløshed.
6. Thi vel bliver jeg ikke en Dåre, om jeg vilde rose mig; thi det
vil være Sandhed, jeg siger; men jeg afholder mig derfra, for at
ingen skal tænke højere om mig, end hvad han ser mig være, eller
hvad han hører af mig.
7. Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de høje Åbenbarelser,
blev der givet mig en Torn i Kødet, en Satans Engel, for at han
skulde slå mig i Ansigtet, for at jeg ikke skulde hovmode mig.
8. Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han måtte vige fra mig;
9. og han har sagt mig: "Min Nåde er dig nok; thi Kraften
fuldkommes i Magtesløshed." Allerhelst vil jeg derfor rose mig
af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan tage Bolig i mig.
10. Derfor er jeg veltilfreds under Magtesløshed, under Overlast,
under Nød, under Forfølgelser, under Angster for Kristi Skyld;
thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.

11. Jeg er bleven en Dåre. I tvang mig dertil. Jeg burde jo
anbefales af eder; thi jeg har ikke stået tilbage i noget for de
såre store Apostle, om jeg end, intet er.
12. En Apostels Tegn bleve jo udførte, iblandt eder under
Udholdenhed, ved Tegn og Undere og kraftige Gerninger.
13. Thi hvad er det vel, hvori I bleve stillede ringere end de andre
Menigheder; uden at jeg ikke selv faldt eder til Byrde? Tilgiver
mig denne Uret!
14. Se, dette er nu tredje Gang, jeg står rede til at komme til
eder, og jeg vil ikke falde til Byrde; thi jeg søger ikke eders
Gods, men eder selv, thi Børnene skulle ikke samle sammen til
Forældrene, men Forældrene til Børnene.
15. Men jeg vil med Glæde gøre Opofrelser ja, opofres for eders
Sjæle. Mon jeg, når jeg elsker eder højere, elskes mindre?
16. Men lad så være, at jeg ikke har været eder til Byrde, men jeg
var træsk og fangede eder med List!
17. Har jeg da gjort mig Fordel af eder ved nogen af dem, jeg har
sendt til eder?
18. Jeg opfordrede Titus og sendte Broderen med; har Titus da gjort
sig nogen Fordel af eder? Vandrede vi ikke i den samme Ånd, i de
samme Fodspor?

19. Alt længe have I ment, at vi forsvare os for eder. Nej, for Guds
Åsyn tale vi i Kristus. Men det sker alt sammen, I elskede, for
eders Opbyggelses Skyld.
20. Thi jeg frygter for, at, når jeg kommer, jeg da måske ikke skal
finde eder sådanne, som jeg ønsker, og at jeg skal findes af
eder sådan, som I ikke ønske; at der skal være Kiv, Nid,
Hidsighed, Rænker, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed,
Klammerier,
21. at min Gud, når jeg kommer igen, skal ydmyge mig i Anledning af
eder, og jeg skal sørge over mange af dem, som forhen have
syndet og ikke have omvendt sig fra den Urenhed og Utugt og
Uterlighed, som de bedreve.

2.Korinterne 13

1. Det er nu tredje Gang, jeg kommer til eder. På to og tre Vidners
Mund skal enhver Sag stå fast.
2. Jeg har sagt det forud og siger det forud, ligesom da jeg anden
Gang var nærværende, således også nu fraværende til dem, som
forhen have syndet, og til alle de øvrige, at, om jeg kommer
igen, vil jeg ikke skåne,
3. efterdi I fordre Bevis på, at Kristus taler i mig, han, som ikke
er magtesløs over for eder, men er stærk iblandt eder.
4. Thi vel blev han korsfæstet i Magtesløshed, men han lever ved
Guds Kraft; også vi ere svage i ham, men vi skulle leve med ham
ved Guds Kraft over for eder.
5. Ransager eder selv, om I ere i Troen; prøver eder selv! Eller
erkende I ikke om eder selv, at Jesus Kristus er i eder? ellers
ere I udygtige.
6. Men jeg håber, at I skulle kende, at vi ere ikke udygtige.
7. Men vi bede til Gud om, at I intet ondt må gøre; ikke for at vi
må vise os dygtige, men for at I må gøre det gode, vi derimod
stå som udygtige.
8. Thi vi formå ikke noget imod Sandheden, men for Sandheden.
9. Thi vi glæde os, når vi ere magtesløse, og I ere stærke; dette
ønske vi også, at I må blive fuldkommengjorte.
10. Derfor skriver jeg dette fraværende, for at jeg ikke nærværende
skal bruge Strenghed, efter den Magt, som Herren har givet mig
til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse.

11. I øvrigt, Brødre! glæder eder, bliver fuldkommengjorte, lader
eder formane, værer enige, værer fredsommelige; og Kærlighedens
og Fredens Gud skal være med eder.
12. Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle de hellige hilse eder.
13. Den Herres Jesu Kristi Nåde og Guds Kærlighed og den Helligånds
Samfund være med eder alle!


Galaterne

Galaterne 1

1. Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget
Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham
fra de døde,
2. og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien:
3. Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus
Kristus,
4. som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af
den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie,
5. ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.

6. Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham,
som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes
Evangelium;
7. hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre
eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium.
8. Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder
Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være
en Forbandelse!
9. Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen
forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det,
han være en Forbandelse!
10. Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg
at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da
var jeg ikke en Kristi Tjener.

11. Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt
af mig, er ikke Menneskeværk;
12. thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist
derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus.
13. I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al
Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den.
14. Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit
Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene
Overleveringer.
15. Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget
mig og havde kaldet mig ved sin Nåde,
16. at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet
om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og
Blod til Råds,
17. drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare
Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage
til Damaskus.
18. Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive
kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage.
19. Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens
Broder.
20. Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at
jeg ikke lyver.
21. Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne.
22. Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus;
23. de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu
Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde;
24. og de priste Gud for mig.

Galaterne 2

1. Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til
Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med.
2. Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men
særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt
Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves.
3. Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev
tvungen til at omskæres,
4. nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde
listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus
Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle.
5. For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at
Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder.
6. Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de
fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes
Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje.
7. Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de
uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne,
8. (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de
omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne;)
9. og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas
og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas
Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de
omskårne;
10. kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har
bestræbt mig for at gøre.

11. Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans
åbne Øjne, thi domfældt var han.
12. Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med
Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig
fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen.
13. Og med ham hyklede også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas
blev dragen med af deres Hykleri.
14. Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets
Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en
Jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da
tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder?
15. Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd;
16. men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af
Lovens Gerninger, men kun ved Tro på Jesus Kristus, så have også
vi troet på Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte
al Tro på Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens
Geringer skal intet Kød blive retfærdiggjort.
17. Men når vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus,
også selv fandtes at være Syndere, så er jo Kristus en Tjener
for Synd? Det være langtfra!
18. når jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg
mig selv som Overtræder.
19. Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for
Gud.
20. Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der
lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i Kødet,
det lever jeg i Troen, på Guds Søn, som elskede mig og gav sig
selv hen for mig.
21. Jeg ophæver ikke Guds Nåde; thi er der Retfærdighed ved Loven,
da er jo Kristus død forgæves.

Galaterne 3

1. O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem
Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
2. Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I
modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre?
3. Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i
Kød?
4. Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er
forgæves!
5. Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger
iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I
høre i Tro?
6. ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til
Retfærdighed".
7. Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.
8. Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør
Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig
skulle alle Folkeslagene velsignes",
9. så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende
Abraham.

10. Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under
Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke
bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør
dem."
11. Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart,
thi "deri retfærdige skal leve af Tro."
12. Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal
leve ved dem."
13. Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en
Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den,
som hænger på et Træ"),
14. for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i
Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen.

15. Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes
stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.
16. Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges
ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd",
hvilken er Kristus.
17. Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud,
kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke
gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet.
18. Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men
til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.

19. Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes
Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget
ved Engle, ved en Mellemmands Hånd.
20. Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.
21. Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis
der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var
Retfærdigheden virkelig af Lov.
22. Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen
skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro.
23. Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens
Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares,
24. så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi
skulde blive retfærdiggjorte af Tro.
25. Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under
Tugtemester.
26. Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus.
27. Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder
Kristus.
28. Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her
er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.
29. Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger
ifølge Forjættelse.

Galaterne 4

1. Men jeg siger: Så længe Arvingen er umyndig, er der ingen
Forskel imellem ham og en Træl, skønt han er Herre over alt
Godset;
2. men han står under Formyndere og Husholdere indtil den af
Faderen bestemte Tid.
3. Således stode også vi, dengang vi vare umyndige, som Trælle
under Verdens Børnelærdom.
4. Men da Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en
Kvinde, født under Loven,
5. for at han skulde løskøbe dem, som vare under Loven, for at vi
skulde få Sønneudkårelsen.
6. Men fordi I ere Sønner, har Gud udsendt i vore Hjerter sin Søns
Ånd, som råber: Abba, Fader!
7. Altså er du ikke længer Træl, men Søn; men er du Søn, da er du
også Arving ved Gud.

8. Dengang derimod, da I ikke kendte Gud, trællede I for de Guder,
som af Natur ikke ere det.
9. Men nu, da I have lært Gud at kende, ja, meget mere ere blevne
kendte af Gud, hvor kunne I da atter vende tilbage til den svage
og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under?
10. I tage Vare på Dage og Måneder og Tider og År.
11. Jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves på eder.

12. Vorder ligesom jeg, thi også jeg er bleven som I, Brødre! jeg
beder eder. I have ikke gjort mig nogen Uret.
13. Men I vide, at det var på Grund af en Kødets Svaghed, at jeg
første Gang forkyndte Evangeliet for eder;
14. og det, som i mit Kød var eder til Fristelse, ringeagtede I ikke
og afskyede I ikke, men I modtoge mig som en Guds Engel, som
Kristus Jesus.
15. Hvor er da nu eders Saligprisning? Thi jeg giver eder det
Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet eders
Øjne og givet mig dem.
16. Så er jeg vel bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder?
17. De ere nidkære for eder, dog ikke for det gode; men de ville
udelukke eder, for at I skulle være nidkære for dem.
18. Men det er godt at vise sig nidkær i det gode til enhver Tid, og
ikke alene, når jeg er nærværende hos eder.
19. Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har
vundet Skikkelse i eder!
20. - ja, jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde
omskifte min Røst; thi jeg er rådvild over for eder.

21. Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
22. Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med
Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.
23. Men Tjenestekvindens Søn er avlet efter Kødet, den frie Kvindes
ved Forjættelsen.
24. Dette har en billedlig Betydning. Thi disse Kvinder ere tvende
Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom: denne er
Hagar.
25. Thi "Hagar" er Sinai Bjerg i Arabien, men svarer til det
nuværende Jerusalem; thi det er i Trældom med sine Børn.
26. Men Jerusalem heroventil er frit, og hun er vor Moder.
27. Thi der er skrevet: "Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke
føder! bryd ud og råb, du, som ikke har Fødselsveer! thi mange
ere den enliges Børn fremfor hendes, som har Manden."
28. Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn i Lighed med Isak.
29. Men ligesom dengang han, som var avlet efter Kødet, forfulgte
ham, som var avlet efter Ånden, således også nu.
30. Men hvad siger Skriften?"Uddriv Tjenestekvinden og hendes Søn;
thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie
Kvindes Søn."
31. Derfor, Brødre! ere vi ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie
Kvindes.

Copyright (c) 2007. topbookz.net. All rights reserved.