The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

28. Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske
Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.
29. Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive
ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være
førstefødt iblandt mange Brødre.
30. Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han
kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han
retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

31. Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da
være imod os?
32. Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os
alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle
Ting?
33. Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.
34. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja,
meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også
går i Forbøn for os.
35. Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller
Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare
eller Sværd?
36. som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi
bleve regnede som Slagtefår."
37. Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.
38. Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller
Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller
Kræfter
39. eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal
kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Romerne 9

1. Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed
vidner med mig i den Helligånd,
2. at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
3. Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste
for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
4. de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden
og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne
tilhøre,
5. hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han,
som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.

6. Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme
fra Israel, ere Israel;
7. ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I
Isak skal en Sæd få Navn efter dig."
8. Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens
Børn regnes for Sæd.
9. Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme,
så skal Sara have en Søn."
10. Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka,
da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
11. Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt
eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde
stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der
kalder,
12. sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,""
13. som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."

14. Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det
være langt fra!
15. Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den,
hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg
forbarmer mig over."
16. Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som
løber, men til Gud, som er barmhjertig.
17. Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå,
for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde
forkyndes på hele Jorden."
18. Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder
den, som han vil.

19. Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem
står hans Villie imod?
20. Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud?
mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det:
Hvorfor gjorde du mig således?
21. Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme
Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22. Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre
sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare
beredte til Fortabelse,
23. også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over
Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24. Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af
Hedninger,
25. som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil
jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den
elskede;
26. og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I
ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn."
27. Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var
som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses.
28. Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han
fuldbyrde det på Jorden."
29. Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke
havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte
lige med Gomorra."

30. Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter
Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;
31. men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke
til en sådan Lov.
32. Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De
stødte an på Anstødsstenen,
33. som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en
Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til
Skamme."

Romerne 10

1. Brødre!mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres
Frelse.
2. Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud,
men ikke med Forstand;
3. thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at
opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under
Guds Retfærdighed.

4. Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som
tror.
5. Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der
er af Loven, skal leve ved den.
6. Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte:
Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned;
7. eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente
Kristus op fra de døde.
8. Men hvad,siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit
Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike.
9. Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i
dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive
frelst.
10. Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden
bekender man til Frelse.
11. Skriften siger jo: "Hver den, som tror på ham, skal ikke blive
til Skamme."
12. Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er
alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham.
13. Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst.

14. Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet?
og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og
hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker?
15. og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte?
Som der er skrevet: "Hvor dejlige. ere deres Fødder, som
forkynde godt Budskab."
16. Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: "Herre! hvem
troede det, (han hørte af os?")
17. Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer
igennem Kristi Ord.
18. Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, "over hele Jorden er
deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord."
19. Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses:
"Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod
et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder."
20. Men Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev funden af dem, som
ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter
mig."
21. Men om Israel siger han: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder
imod et ulydigt og genstridigt Folk."

Romerne 11

1. Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra!
Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
2. Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide
I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han
træder frem for Gud imod Israel, sigende:
3. "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de
nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe
mit Liv."
4. Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet
mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål."
5. Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som
et Nådes-Udvalg.
6. Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers
bliver Nåden ikke mere Nåde.
7. Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men
Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede,
8. som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke
at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag."
9. Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til
Anstød og til Gengældelse for dem;
10. deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres
Ryg!"

11. Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det
være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til
Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.
12. Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er
Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
13. Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er
Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
14. om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle
af dem.
15. Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver
da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

16. Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og
dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også.
17. Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild
Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i
Olietræets Rod og Fedme,
18. da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer
jo ikke du Roden, men Roden dig.
19. Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive
indpodet.
20. Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din
Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
21. Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke
spare dig.
22. Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der
Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans
Godhed; ellers skal også du afhugges.
23. Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen;
thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
24. Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af
Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor
meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de
af Natur tilhøre!

25. Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne
Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne
Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil
Hedningernes Fylde er gået ind;
26. og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion
skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob;
27. og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder."
28. Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter
Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld;
29. thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
30. Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik
Barmhjertighed ved disses Ulydighed,
31. således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få
Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til
Del.
32. Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde
forbarme sig over alle.
33. O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige
ere hans Domme, og hans Veje usporlige!
34. Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver?
35. eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld
derfor?
36. Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i
Evighed! Amen.

Romerne 12

1. Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at
fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud
velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.
2. Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder
forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er
Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

3. Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt
eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør
tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver
Troens Mål.
4. Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne
ikke alle have den samme Gerning,
5. således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig
hverandres Lemmer.
6. Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er
given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold
til vor Tro;
7. eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om
nogen lærer, på Lærergerningen;
8. eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre
det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver;
den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!

9. Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til
det gode;
10. værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne;
forekommer hverandre i at vise Ærbødighed!
11. Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener
Herren;
12. værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i
Bønnen!
13. Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på
Gæstfrihed!
14. Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke!
15. Glæder eder med de glade, og græder med de grædende!
16. Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men
holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker!
17. Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er
godt for alle Menneskers Åsyn!
18. Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred
med alle Mennesker:
19. Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der
er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger
Herren."
20. Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster,
giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul
på hans Hoved.
21. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med
det gode!

Romerne 13

1. Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er
ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud,
2. så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning;
men de, som modstå, skulle få deres Dom.
3. Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for
den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det
gode, og du skal få Ros af den.
4. Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det
onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er
nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det
onde.
5. Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for
Straffens Skyld, men også for Samvittighedens.
6. Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som
just tage Vare på dette.
7. Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat
skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den,
som Ære, Ære.

8. Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi
den, som elsker den anden, har opfyldt Loven.
9. Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må
ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er,
det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig
selv,"
10. Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden
Lovens Fylde.

11. Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I
skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi
bleve troende.
12. Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor
aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben;
13. lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik,
ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind;
14. men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg
for Kødet, så Begæringer vækkes!

Romerne 14

1. Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke
hans Meninger!
2. En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun
Urter.
3. Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den,
som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har
taget sig af ham.
4. Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står
eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er
mægtig til at lade ham stå.
5. En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage
lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind!
6. Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den,
som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som
ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud.
7. Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;
8. thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for
Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.
9. Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske
både over døde og levende.
10. Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor
ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds
Domstol.
11. Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig
skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud."
12. Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.

13. Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere
dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse.
14. Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig
selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det
urent.
15. Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du
ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse,
for hvis Skyld Kristus er død.
16. Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet!
17. Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i
Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd.
18. Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og
tækkelig for Menneskene.
19. Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og
indbyrdes Opbyggelse!
20. Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det
er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød.
21. Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at
gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød.
22. Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som
ikke dømmer sig selv i det, som han vælger.
23. Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det
ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.

Romerne 15

1. Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og
ikke være os selv til Behag.
2. Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til
Opbyggelse.
3. Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er
skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig."
4. Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor
Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og
Skrifternes Trøst.
5. Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige
indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,
6. for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres
Jesu Kristi Fader.
7. Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget
sig af os, til Guds Ære.
8. Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for
Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til
Fædrene;
9. men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds
Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt
Hedninger og lovsynge dit Navn,"
10. Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!"
11. Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle
prise ham."
12. Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der
rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger
håbe."
13. Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for
at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!

14. Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I
også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand
til også at påminde hverandre.
15. Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at
påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud
16. til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der
som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive
et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd.
17. Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud.
18. Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som
Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers
Lydighed, ved Ord og Handling,
19. ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at
jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til
fulde forkyndt Kristi Evangelium;
20. dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke
der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en
andens Grundvold,
21. men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort
om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå."

22. Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme
til eder.
23. Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har
haft Længsel efter at komme til eder,
24. vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg
håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret
derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos
eder.
25. Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige.
26. Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et
Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem.
27. De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi
ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere
de også skyldige at tjene dem med de timelige.
28. Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem,
vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien.
29. Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med
Kristi Velsignelses Fylde.

30. Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved
Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig
til Gud,
31. for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde
til Jerusalem må blive de hellige kærkomment,
32. for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og
vederkvæges med eder.
33. Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.

Romerne 16

1. Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved
Menighed i Kenkreæ,
2. for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de
hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge
til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for
mig selv med.
3. Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus,
4. som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke
alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder;
5. og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede,
som er Asiens Førstegrøde for Kristus.
6. Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder.
7. Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som
jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i
Kristus før mig.
8. Hilser Ampliatus, min elskede i Herren!
9. Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min
elskede!
10. Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af
Aristobulus's Hus.
11. Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus's Hus, som
ere i Herren.
12. Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis,
den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren.
13. Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder!
14. Hilser Asynkritus,Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene
hos dem!
15. Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og
alle de hellige hos dem!
16. Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder
hilse eder!

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39