The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

8. Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi
eders Tro omtales i den hele Verden.
9. Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns
Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu,
10. idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig
engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.
11. Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder
nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes,
12. det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens
Tro, både eders og min.
13. Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg
ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg
bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt
eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger.
14. Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står
jeg i Gæld.
15. således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde
Evangeliet også for eder, som ere i Rom.
16. Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds
Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og
for Græker.
17. Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er
skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."

18. Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og
Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved
Uretfærdighed;
19. thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud
har jo åbenbaret dem det.
20. Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og
Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås
af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning.
21. Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke
som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres
uforstandige Hjerte blev formørket.
22. Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer
23. og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i
Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og
krybende dyr.

24. Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed,
til at vanære deres Legemer indbyrdes,
25. de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente
Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.
26. Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres
Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige,
27. og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden
og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede
Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde
sig, på sig selv.
28. Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav
Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige,
29. opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde
af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed;
30. Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige;
Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre,
31. uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige;
32. - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der
øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men
også give dem, som øve det, deres Bifald.

Romerne 2

1. Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som
dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi
du, som dømmer, øver det samme.
2. Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som
øve sådanne Ting.
3. Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og
selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?
4. Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds
Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
5. Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig
selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,
6. han, som vil betale enhver efter hans Gerninger:
7. dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og
Uforkrænkelighed, et evigt Liv;
8. men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men
adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.
9. Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde,
både en Jødes først og en Grækers;
10. men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både
en Jøde først og en Græker!

11. Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.
12. Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes
uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle
dømmes ved Loven;
13. thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere
skulle retfærdiggøres
14. thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad
Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov;
15. de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres
Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller
også forsvare hverandre
16. på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit
Evangelium ved Jesus Kristus.
17. Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og
roser dig af Gud
18. og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du
undervises af Loven,
19. og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som
ere i Mørke,
20. uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har
Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden,
21. du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som
prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!.
22. Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du,
som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran!
23. Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af
Loven!
24. Thi "for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne",
som der er skrevet.

25. Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens
Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud.
26. Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans
Forhud blive regnet som Omskærelse?
27. Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme
dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder.
28. Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det
Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød;
29. men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd,
ikke i Bogstav - hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,

Romerne 3

1. Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?
2. Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem
betroede.
3. Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds
Trofasthed til intet?
4. Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske
er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig
i dine Ord og vinde, når du går i Rette."
5. Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad
skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin
Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).
6. Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme
Verden?
7. Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere
til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?
8. Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som
nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme
deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

9. Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor
anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,
10. som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een;
11. der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;
12. alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen,
som øver Godhed, der er end ikke een."
13. "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;"
"der er Slangegift under deres Læber;"
14. "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;"
15. "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;
16. der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,
17. og Freds Vej have de ikke kendt."
18. "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne."
19. Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som
ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden
blive strafskyldig for Gud,
20. efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens
Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

21. Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der
vidnes af Loven og Profeterne.
22. nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og
over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.
23. Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud,
24. og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den
Forløsning, som er i Kristus Jesus,
25. hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for
at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde
båret over med de forhen begåede Synder,
26. for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han
kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på
Jesus.

27. Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov?
Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.
28. Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro,
uden Lovens Gerninger.
29. Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo,
også Hedningers;
30. så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og
uomskårne ved Troen.
31. Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej,
vi hævde Loven.

Romerne 4

1. Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet
efter Kødet?
2. Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han
Ros, men ikke for Gud.
3. Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev
regnet ham til Retfærdighed."
4. Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men
som Skyldighed;
5. den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som
retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;
6. ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud
tilregner Retfærdighed uden Gerninger:
7. "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere
skjulte;
8. salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."

9. Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de
uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til
Retfærdighed.
10. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller
da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde
Forhud.
11. Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens
Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde
være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at
Retfærdighed kan blive dem tilregnet,
12. og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse,
men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde
som uomskåren.

13. Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at
han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.
14. Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen
bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.
15. Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller
ikke Overtrædelse.
16. Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at
Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af
Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til
os alle
17. (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags
Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de
døde og kalder det, der ikke er, som om det var.
18. Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange
Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd
være;"
19. og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede
udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras
Moderliv var udlevet;
20. men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev
han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære
21. og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig
til også at gøre.
22. Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.
23. Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham
tilregnet,
24. men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på
ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,
25. ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst
for vor Retfærdiggørelses Skyld.

Romerne 5

1. Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre
Jesus Krist,
2. ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde,
hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;
3. ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi
vide, at Trængselen virker Udholdenhed,
4. men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb,
5. men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore
Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.
6. Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den
bestemte Tid for ugudelige.
7. Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var
der jo måske nogen, som tog sig på at dø -,
8. men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde
for os, medens vi endnu vare Syndere.
9. Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne
retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
10. Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans
Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne
forligte, frelses ved hans Liv,
11. ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved
vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.

12. Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og
Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle
Mennesker, efterdi de syndede alle
13. thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke.
hvor der ikke er Lov;
14. dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke
syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et
Forbillede på den, der skulde komme.
15. Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde
de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven
i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til
de mange.
16. Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen
blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra
mange Fald til Retfærdiggørelse.
17. Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da
skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og
Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.
18. Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til
Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle
Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv.
19. Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til
Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til
retfærdige.

20. Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor
Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes,
21. for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden
skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus
Kristus, vor Herre.

Romerne 6

1. Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at
Nåden kunde blive desto større?
2. Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes
skulle vi endnu leve i den?
3. Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus
Jesus, bleve døbte til hans Død?
4. Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at,
ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed,
således også vi skulle vandre i et nyt Levned.
5. Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede,
skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses,
6. idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet
med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi
ikke mere skulde tjene Synden.
7. Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.
8. Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle
leve med ham,
9. efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde,
ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham.
10. Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han
lever, lever han for Gud.
11. Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men
levende for Gud i Kristus Jesus.
12. Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde
dets Begæringer;
13. fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds
Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra
døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben
for Gud.
14. Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men
under Nåde.

15. Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under
Nåde? Det være langt fra!
16. Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til
Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til
Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?
17. Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve
af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve
overgivne.
18. Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
19. Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds
Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som
Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således
fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til
Helliggørelse!
20. Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for
Retfærdigheden.
21. Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme
eder; Enden derpå er jo Død.
22. Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds
Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå
et evigt Liv;
23. thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i
Kristus Jesus, vor Herre.

Romerne 7

1. Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som
kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han
lever?
2. Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han
lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
3. Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden
Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra
den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden
Mands.
4. Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi
Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst
fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
5. Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes
ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
6. Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det,
hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke
i Bogstavens gamle Væsen.

7. Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men
jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke
Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."
8. Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i
mig; thi uden Lov er Synden død.
9. Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden
op;
10. men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive
mig til Død;
11. thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og
dræbte mig ved det.
12. Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og
godt.
13. Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden
blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det
gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive
overvættes syndig.
14. Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt
under Synden.
15. Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg
vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.
16. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven
i, at den er god.
17. Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som
bor i mig.
18. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke
godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg
ikke;
19. thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som
jeg ikke vil, det øver jeg.
20. Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere
mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
21. Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det
onde ligger mig for Hånden
22. Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;
23. men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit
Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine
Lemmer.
24. Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens
Legeme?
25. Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener
med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.

Romerne 8

1. Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus
Jesus.
2. Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og
Dødens Lov.
3. Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved
Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt
Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i
Kødet,
4. for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter
Kødet, men efter Ånden.
5. Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men
de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.
6. Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,
7. efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds
Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.
8. Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.
9. I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor
i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke
til.
10. Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at
Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.
11. Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da
skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også
eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

12. Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde
leve efter Kødet;
13. thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved
Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.
14. Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.
15. I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge
en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!
16. Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.
17. Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og
Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at
herliggøres med ham.

18. Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at
regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.
19. Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.
20. Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin
Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,
21. med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra
Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.
22. Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen
i Veer indtil nu.
23. Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens
Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en
Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.
24. Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et
Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?
25. Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med
Udholdenhed.
26. Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi
vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden
selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.
27. Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at
den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39