The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

23. Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører
to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og
halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den
tredje Time i Nat; "
24. og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og
føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.
25. Og han skrev et Brev af følgende Indhold:
26. "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.
27. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel;
men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg
erfarede, at han var en Romer.
28. Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte
jeg ham ned for deres Råd
29. og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i
deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller
Fængsel.
30. Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et
hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt
ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre
for dig, hvad de have imod ham."
31. Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte
ham om Natten til Antipatris.
32. Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte
selv tilbage til Borgen.
33. Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen
Brevet, fremstillede de også Paulus for ham.
34. Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han
var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:
35. "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede."
Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.

Apostelenes gerninger 24

1. Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle
Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for
Landshøvdingen imod Paulus.
2. Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og
sagde:
3. "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle
Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg,
mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed.
4. Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du
efter din Mildhed vil høre os kortelig.
5. Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en
Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er
Fører for Nazaræernes Parti,
6. ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe
ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov.
7. Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold
af vore Hænder
8. og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du
undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham."
9. Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt
sig således.

10. Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han
skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer
for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,
11. da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage,
siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
12. Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd
med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i
Synagogerne eller omkring i Staden.
13. Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.
14. Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de
kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på
alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos
Profeterne,
15. og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der
skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.
16. Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed
for Gud og Menneskene.
17. Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser
til mit Folk og Ofre,
18. hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i
Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder
fra Asien,
19. og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget
på mig at sige.
20. Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig,
da jeg stod for Rådet,
21. uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod
iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."

22. Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen,
og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg
påkende eders Sag."
23. Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men
med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at
gå ham til Hånde.
24. Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var
en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus
Jesus.
25. Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den
kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne
Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig."
26. Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor
lod han ham også oftere hente og samtalede med ham.
27. Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til
Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod
han Paulus blive tilbage i Lænker.

Apostelenes gerninger 25

1. Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han
efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem.
2. Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos
ham imod Paulus og henvendte sig til ham,
3. idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem
den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de
lurede på at slå ham ihjel på Vejen.
4. Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men
at han selv snart vilde drage derned.
5. "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndighed
dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget
uskikkeligt ved Manden."
6. Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti
Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig
på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem.
7. Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned
fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare
Klagemål, som de ikke kunde bevise,
8. efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod Jødernes
Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i
noget Stykke."

9. Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede
Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og
der stå for min Domstol i denne Sag?"
10. Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør
jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved
helt vel.
11. Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden,
vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse
anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til
dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren."
12. Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig ind
under Kejseren; du skal rejse til Kejseren."

13. Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike
til Kæsarea og hilste på Festus.
14. Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen
Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som
Fange;
15. imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg
var i Jerusalem, og bade om Dom over ham.
16. Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget
Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til
Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.
17. Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den
næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem.
18. Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan
Beskyldning, som jeg havde formodet;
19. men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen
Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod
er i Live.
20. Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde
jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag
pådømme.
21. Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens
Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil
jeg kan sende ham til Kejseren."
22. Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høre
den Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre."
23. Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og
gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens
ypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem.
24. Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os
til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har
henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at
han ikke længer bør leve.
25. Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og
da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende
ham derhen.
26. Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor
lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa!
for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket.
27. Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at
angive Beskyldningerne imod ham."

Apostelenes gerninger 26

1. Men Agrippa sagde til Paulus: "Det tilstedes dig at tale om dig
selv." Da udrakte Paulus Hånden og forsvarede sig således:
2. "Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare mig
for dig angående alle de Ting, for hvilke jeg anklages af
Jøderne, Kong Agrippa!
3. navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke og
Stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om, at du tålmodigt vil
høre mig.
4. Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været ført
iblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om;
5. thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellers
ville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengeste
Parti i vor Gudsdyrkelse.
6. Og nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, som
er given af Gud til vore Fædre,
7. og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjene
Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg af
Jøder, o Konge!
8. Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde?
9. Jeg selv mente nu også at burde gøre meget imod Jesu,
Nazaræerens Navn,
10. og det gjorde jeg også i Jerusalem; og jeg indespærrede mange af
de hellige i Fængsler, da jeg havde fået Fuldmagt dertil af
Ypperstepræsterne, og når de bleve slåede ihjel, gav jeg min
Stemme dertil.
11. Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til
at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jeg
dem endog til de udenlandske Byer.
12. Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt og
Myndighed fra Ypperstepræsterne,
13. så jeg undervejs midt på Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen,
som overgik Solens Glans, omstråle mig og dem, som rejste med
mig.
14. Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde
til mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger du
mig? det bliver dig hårdt at stampe imod Brodden.
15. Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus,
som du forfølger.
16. Men rejs dig og stå på dine Fødder; thi derfor har jeg vist mig
for dig, for at udkåre dig til Tjener og Vidne, både om det, som
du har set, og om mine kommende Åbenbaringer for dig,
17. idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilke
jeg udsender dig
18. for at oplade deres Øjne, så de må omvende sig fra Mørke til Lys
og fra Satans Magt til Gud, for at de kunne få Syndernes
Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen på
mig.
19. Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelske
Syn;
20. men jeg forkyndte både først for dem i Damaskus og så i
Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at de
skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre
Gerninger, Omvendelsen værdige.
21. For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen og
forsøgte at slå mig ihjel.
22. Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg har
stået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jeg
intet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagt
skulde ske,
23. at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes
Opstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og for
Hedningerne."
24. Men da han forsvarede sig således, sagde Festus med høj Røst:
"Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende."
25. Men Paulus sagde: "Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men jeg
taler sande og betænksomme Ord.
26. Thi Kongen ved Besked om dette, og til ham taler jeg frimodigt,
efterdi jeg er vis på, at slet intet af dette er skjult for ham;
thi dette er ikke sket i en Vrå.
27. Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem."
28. Men Agrippa sagde til Paulus: "Der fattes lidet i, at du
overtaler mig til at blive en Kristen."
29. Men Paulus sagde: "Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes
lidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre mig
i Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær."
30. Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de, som sade
hos dem.
31. Og da de gik bort, talte de med hverandre og sagde: "Denne Mand
gør intet, som fortjener Død eller Lænker."
32. Men Agrippa sagde til Festus: "Denne Mand kunde være løsladt,
dersom han ikke havde skudt sig ind under Kejseren."

Apostelenes gerninger 27

1. Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien,
overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand
ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
2. Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til
Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og
Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
3. Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede
Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde
Pleje.
4. Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden
var imod.
5. Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom
til Myra i Lykien.
6. Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til
Italien, og bragte os over i det.
7. Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og
næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi
ned under Kreta ved Salmone.
8. Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som
kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa.
9. Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var
farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus
dem og sagde:
10. "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen
Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv."
11. Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på
det, som Paulus sagde.
12. Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de
fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen
og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod
Sydvest og Nordvest,
13. Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres
Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under
Kreta.
14. Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den,
den såkaldte "Eurakvilo".
15. Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden,
opgave vi det og lode os drive.
16. Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede
vi med Nød og næppe at bjærge Båden.
17. Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og
omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive
kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således
drive.
18. Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at
kaste over Bord.
19. Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets
Redskaber.
20. Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og
vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af
alt Håb om Redning os betaget.
21. Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus
frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt
mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne
Ulykke og Skade.
22. Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl
af eder skal forgå, men alene Skibet.
23. Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg
tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde:
24. "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og
se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig."
25. Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til
Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig.
26. Men vi må strande på en Ø."
27. Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav,
kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i
Nærheden.
28. Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere
fremme atter loddede, fik de femten Favne.
29. Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire
Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag.
30. Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og
firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre
ud fra Forstavnen,
31. da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom
disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes."
32. Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned.
33. Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage
Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have
ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
34. Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette
hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt
for nogen af eder."
35. Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for
alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
36. Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig.
37. Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og
halvfjerdsindstyve Sjæle.
38. Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at
kaste Levnedsmidlerne i Søen.
39. Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en
Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte
Skibet ind på.
40. Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste
tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden,
holdt de ind på Strandbredden.
41. Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der
satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod
urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
42. Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne,
for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
43. Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i
dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først
kaste sig ud og slippe i Land,
44. og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af
Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.

Apostelenes gerninger 28

1. Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta.
2. Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de
tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns
og Kuldens Skyld.
3. Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der
en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd.
4. Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til
hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen
ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet."
5. Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.
6. Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde
død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete
ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han
var en Gud.
7. Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn
Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os
venligt Herberge i tre Dage.
8. Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og
Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på
ham og helbredte ham.
9. Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme,
til ham og bleve helbredte.
10. De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om
Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

11. Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et
aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte
Tvillingernes Mærke.
12. Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.
13. Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags
Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.
14. Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i
syv Dage. Og så droge vi til Rom.
15. Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til
Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han
Gud og fattede Mod.
16. Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til
Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for
sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

17. Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de
fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han
til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort
Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som
Fange i Romernes Hænder,
18. og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi
der ikke var nogen Dødsskyld hos mig.
19. Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig
ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage
mit Folk for.
20. Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og
tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne
Lænke."
21. Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om
dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt
eller sagt noget ondt om dig.
22. Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti
er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse."
23. Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i
Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om
Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose
Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften.
24. Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre
troede ikke.
25. Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt
dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten
Esajas til eders Fædre og sagt:
26. "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og
ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se;
27. thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de
tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se
med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende
sig, så jeg kunde helbrede dem."
28. Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt
til Hedningerne; de skulle også høre."
29. Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor
Trætte imellem dem indbyrdes.
30. Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle,
som kom til ham,
31. idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al
Frimodighed, uhindret.

Romerne

Romerne 1

1. Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at
forkynde Guds Evangelium,
2. hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige
Skrifter,
3. om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet,
4. kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved
Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre,
5. ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke
Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,
6. iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede:
7. Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være
med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39