The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

18. Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afsked
med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og
Akvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ;
thi han havde et Løfte på sig.
19. Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men
han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne.
20. Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han
ikke;
21. men han tog Afsked og sagde: " (Jeg må endelig holde denne
forestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbage
til eder, om Gud vil." Og han sejlede ud fra Efesus
22. og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog så
ned til Antiokia.

23. Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og
rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien
og styrkede alle Disciplene.

24. Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende
Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus.
25. Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talte
og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's
Dåb.
26. Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla
og Akvila hørte ham,toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej
nøjere.
27. Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til
Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var
kommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte;
28. thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved
Skrifterne, at Jesus er Kristus.

Apostelenes gerninger 19

1. Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at
være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til
Efesus
2. og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den
Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have
ikke engang hørt, at der er en Helligånd."
3. Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til
Johannes's Dåb."
4. Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han
sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham,
det er på Jesus."
5. Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu
Navn.
6. Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem,
og de talte i Tunger og profeterede.
7. Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.
8. Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder,
idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til
Guds Rige.
9. Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden
talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem
og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.
10. Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både
Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.
11. Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's
Hænder,
12. så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til
de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.
13. Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at
nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder,
idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus
prædiker."
14. Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk
Ypperstepræst,
15. Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og
om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?"
16. Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og
overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede
nøgne og sårede ud af Huset.
17. Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både
Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den
Herres Jesu Navn blev ophøjet,
18. og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og
fortalte om deres Gerninger.
19. Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger
sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres
Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.
20. Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.

21. Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han
vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til
Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg
også se Rom."
22. Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og
Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

23. Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af
Vejen.
24. Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv
og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.
25. Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte
Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af
dette Arbejde.
26. Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien
har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde,
idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.
27. Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal
komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's
Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes
Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive
krænket."
28. Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og
sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!"
29. Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret
og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller,
med sig.
30. Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte
Disciplene ham det ikke.
31. Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud
til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.
32. Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i
Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare
komne sammen.
33. Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren;
men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en
Forsvarstale til Folket.
34. Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een
Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!"
35. Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus!
hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er
Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?
36. Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke
foretage eder noget fremfusende.
37. Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere
eller bespotte eders Gudinde.
38. Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da
holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde
hinanden for Retten!
39. Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive
afgjort i den lovlige Forsamling.
40. Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i
Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette
Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab."
41. Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.

Apostelenes gerninger 20

1. Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente
og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse
til Makedonien.
2. Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem
med megen Tale, kom han til Grækenland.
3. Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for
imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han
til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.
4. Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne
Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af
Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.
5. Disse droge forud og biede på os i Troas;
6. men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom
fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.
7. Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde
Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde
rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.
8. Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede.
9. Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i
en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og
overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og
blev tagen død op.
10. Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og
sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham."
11. Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu
længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.
12. Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet
trøstede.

13. Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde
derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da
han selv vilde gå til Fods.
14. Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til
Mitylene.
15. Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen
derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.
16. Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det
ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede
for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.
17. Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens
Ældste kalde til sig.
18. Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg
færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag,
jeg kom til Asien,
19. idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og
Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;
20. hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget
som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder
offentligt og i Husene,
21. idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til
Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus.
22. Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide,
hvad der skal møde mig,
23. kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at
Lænker og Trængsler vente mig.
24. Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg
kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den
Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium.
25. Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I,
iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.
26. Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles
Blod;
27. thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd.
28. Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den
Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds
Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.
29. Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind
iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.
30. Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale
forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.
31. Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År,
Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer.
32. Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår
at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.
33. Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.
34. I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder
og for dem, som vare med mig.
35. Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os
af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv
har sagt: "Det er saligere at give end at tage."
36. Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem
alle.
37. Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og
kyssede ham.
38. Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere
skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.

Apostelenes gerninger 21

1. Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi
lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara.
2. Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi
om Bord og afsejlede.
3. Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til
venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der
skulde Skibet losse sin Ladning.
4. Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved
Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
5. Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og
rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os
uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt
Bøn
6. toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de
vendte tilbage til deres Hjem.

7. Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi
hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem.
8. Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi
gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og
bleve hos ham.
9. Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede.
10. Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa
ved Navn Agabus.
11. Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne
Fødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand,
hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i
Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder."
12. Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om
ikke at drage op til Jerusalem.
13. Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte
modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at
dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld."
14. Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og
sagde: "Herrens Villie ske!"

15. Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til
Jerusalem.
16. Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte
os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem
vi skulde have Herberge.
17. Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde.
18. Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de
Ældste kom derhen.
19. Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke,
hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
20. Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham:
"Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have
antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven.
21. Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt
Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle
omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene.
22. Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker
sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen.
23. Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som
have et Løfte på sig.
24. Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gør
Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så
ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har
noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder
Loven.
25. Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en
Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde,
men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og
Utugt."
26. Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset
sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte
Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af
dem.

27. Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra
Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og
lagde Hånd på ham
28. og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det
Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og
dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i
Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;"
29. de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden
sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i
Helligdommen.
30. Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de
grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks
bleve Dørene lukkede.
31. Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til
Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør.
32. Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned
imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de
op at slå Paulus.
33. Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde
bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han
havde gjort.
34. Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han
ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen,
befalede han at føre ham ind i Borgen,
35. Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres
af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed;
36. thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!"
37. Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til
Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men
han sagde: "Forstår du Græsk?
38. Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør
og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?"
39. Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en
ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at
tale til Folket!"
40. Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til
Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed,
tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:

Apostelenes gerninger 22

1. " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"
2. Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog,
holdt de sig end mere stille. Og han siger:
3. "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret
i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs
Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.
4. Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både
Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,
5. som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra
hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste
derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem,
for at de måtte blive straffede.
6. Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus,
at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede
mig.
7. Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig:
Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
8. Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er
Jesus af Nazareth, som du forfølger.
9. Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans
Røst, som talte til mig.
10. Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til
mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til
dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
11. Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg
ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i
Damaskus.
12. Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde
godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,
13. kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og
jeg så op på ham i samme Stund.
14. Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans
Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.
15. Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som
du har set og hørt.
16. Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder
aftvætte, idet du påkalder hans Navn!
17. Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i
Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse
18. og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud
af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om
mig.
19. Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede
trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,
20. og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos
og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham
ihjel.
21. Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort
til Hedninger."

22. Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst
og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke
leve.""
23. Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i
Luften,
24. befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og
sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han
kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.
25. Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den
hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en
romersk Mand, og det uden Dom?"
26. Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og
meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne
Mand er jo en Romer."
27. Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en
Romer?" Han sagde: "Ja."
28. Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for
en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."
29. Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage
fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer,
blev også han bange, fordi han havde bundet ham.
30. Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide
om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og
befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme
sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.

Apostelenes gerninger 23

1. Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har
med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag."
2. Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at
slå ham på Munden.
3. Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og
du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven
befaler du, at jeg skal slås."
4. Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?"
5. Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er
Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du
ikke tale ondt imod."
6. Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men
den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg
er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes
Opstandelse er det, jeg dømmes."
7. Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og
Saddukæerne, og Mængden blev uenig.
8. Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller
nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.
9. Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af
Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde
intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel
har talt til ham!"
10. Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus
skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå
ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.
11. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig,
thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du
også vidne i Rom."

12. Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og
forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller
drikke, førend de havde slået Paulus ihjel.
13. Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end
fyrretyve i Tal.
14. Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi
have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget,
førend vi have slået Paulus ihjel.
15. Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at
han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag
nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer
derhen."
16. Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og
gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.
17. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før
denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at
melde ham."
18. Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den
fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til
dig, da han har noget at tale med dig om."
19. Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og
spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"
26. Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade
Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville
have nøjere Underretning om ham.
21. Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd
af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig
til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham
ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn."
22. Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal
ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39