The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

13. Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom
til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte
tilbage til Jerusalem.
14. Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og
gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig.
15. Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte
Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd,
Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!"
16. Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I
israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17. Dette
Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i
Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet
Arm.
18. Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen.
19. Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land
iblandt dem,
20. og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav
han dem Dommere indtil Profeten Samuel.
21. Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn,
en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År.
22. Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til
Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet
David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min
Villie."
23. Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser,
Jesus,
24. efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket
Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk.
25. Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad
anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en
efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."
26. I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder,
som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.
27. Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke;
de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses
hver Sabbat.
28. Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus,
at han måtte blive slået ihjel.
29. Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham,
toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.
30. Men Gud oprejste ham fra de døde,
31. og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op
fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for
Folket.
32. Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene,
at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste
Jesus;
33. som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg
har født dig i Dag."
34. Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal
vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg
vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste."
35. Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din
hellige at se Forrådnelse."
36. David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds
Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så
Forrådnelse;
37. men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse.
38. Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham
forkyndes der eder Syndernes Forladelse;
39. og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov,
retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.
40. Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over
eder:
41. "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en
Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro,
dersom nogen fortalte eder den."
42. Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte
til dem på den følgende Sabbat.
43. Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de
gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og
formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.

44. Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at
høre Guds Ord.
45. Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og
modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og
spottede.
46. Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var
nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi
I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det
evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne.
47. Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til
Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til
Jordens Ende."
48. Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens
Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv,
49. og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.
50. Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de
første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og
Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.
51. Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til
Ikonium.
52. Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.

Apostelenes gerninger 14

1. Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes
Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og
Grækere, troede.
2. Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind
og satte ondt i dem imod Brødrene.
3. De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i
Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og
Undere ske ved deres Hænder.
4. Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre
med Apostlene.

5. Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med
samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem,
6. og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i
Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land,
7. og der forkyndte de Evangeliet.
8. Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam
fra Moders Liv, og han havde aldrig gået.
9. Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at
han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst:
10. "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring.
11. Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres
Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse
stegne ned til os."
12. Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var
den, som førte Ordet.
13. Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre
og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne.
14. Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de
deres Klæder og sprang ind i Skaren,
15. råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også
Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder
Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende
Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der
er i dem;
16. han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre
deres egne Veje,
17. ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han
gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og
mættede eders Hjerter med Føde og Glæde."
18. Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt
Skarerne fra at ofre til dem.
19. Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte
Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den
Tro, at han var død.
20. Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i
Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.

21. Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange
Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia
22. og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i
Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige.
23. Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem,
overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde
givet deres Tro.
24. Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien.
25. Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.
26. Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne
overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt.
27. Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte
de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde
åbnet en Troens Dør for Hedningerne.
28. Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.

Apostelenes gerninger 15

1. Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I
ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive
frelste."
2. Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med
dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af
dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i
Anledning af dette Spørgsmål.
3. Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem
Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og
de gjorde alle Brødrene stor Glæde.
4. Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og
Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud
havde gjort med dem.
5. Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode
op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose
Lov."
6. Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne
Sag.
7. Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til
dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud
det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre
Evangeliets Ord og tro.
8. Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem
den Helligånd lige så vel som os.
9. Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved
Troen rensede deres Hjerter.
10. Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes
Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære?
11. Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på
samme Måde som også de."
12. Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle,
hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne
ved dem.
13. Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I
Mænd, Brødre, hører mig!"
14. Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage
ud af Hedninger et Folk for sit Navn.
15. Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet:
16. "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne
Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse
den igen,
17. for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle
Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som
gør dette."
18. Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger.
19. Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne,
som omvende sig til Gud,
20. men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med
Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet.
21. Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike
ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne."
22. Da besluttede Apostelene og de Ældste tillige med hele
Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til
Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet
Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.
23. Og de skreve således med dem: "Apostlene og de Ældste og
Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og
Kilikien.
24. Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have
forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have
nogen Befaling fra os,
25. så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle
Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og
Paulus,
26. Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn.
27. Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle
forkynde det samme.
28. Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde
at pålægge eder uden disse nødvendige Ting:
29. At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra
det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå
eder godt. Lever vel!"

30. Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede
Mængden og overgave Brevet.
31. Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten.
32. Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede
Brødrene med megen Tale og styrkede dem.
33. Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem
fare med Fred til dem, som havde udsendt dem. (34 Men Silas
besluttede at blive der.)
35. Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige
med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord.
36. Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: "Lader os
dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have
forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem."
37. Men Barnabas vilde også tage Johannes, kaldet Markus, med.
38. Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde
forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til
Arbejdet.
39. Der blev da en heftig Strid, så at de skiltes fra hverandre, og
Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern.
40. Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til
Herrens Nåde.
41. Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede
Menighederne.

Apostelenes gerninger 16

1. Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel
ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader.
2. Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium.
3. Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar
ham for Jødernes Skyld, som vare på disse Steder; thi de vidste
alle, at hans Fader var en Græker.
4. Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de
Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de
Ældste i Jerusalem,
5. Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.
6. Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den
Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.
7. Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til
Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke.
8. De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.
9. Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand
stod der og bad ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp
os!"
10. Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over
til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen
til at forkynde Evangeliet for dem.

11. Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den
næste Dag til Neapolis
12. og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af
Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.
13. Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi
mente, at der var et Bedested", og vi satte os og talte til de
Kvinder, som kom sammen.
14. Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen
Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes
Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af
Paulus.
15. Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde:
"Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit
Hus og bliver der!" Og hun nødte os.

16. Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os,
som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding
ved at spå.
17. Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse Mennesker
ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej."
18. Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig
derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: "Jeg byder dig i
Jesu Kristi Navn at fare ud af hende." Og den for ud i den samme
Stund.
19. Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet,
grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for
Øvrigheden.
20. Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: "Disse Mennesker,
som ere Jøder, forvirre aldeles vor By.
21. og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere
Romere, at antage eller øve."
22. Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne
rive af dem og befalede at piske dem.
23. Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og
befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.
24. Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste
Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

25. Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og
Fangerne lyttede på dem.
26. Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets
Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles
Lænker løstes.
27. Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre
åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente,
at Fangerne vare flygtede.
28. Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget
ondt; thi vi ere her alle."
29. Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for
Paulus og Silas.
30. Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre,
for at jeg kan blive frelst?"
31. Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive
frelst, du og dit Hus."
32. Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans
Hus.
33. Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede
deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte.
34. Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og
frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen
på Gud.
35. Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen
og sagde: "Løslad de Mænd!"
36. Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: "Høvedsmændene have
sendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort med
Fred!"
37. Men Paulus sagde til dem: "De have ladet os piske offentligt og
uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel,
og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre
os ud!"
38. Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve
bange, da de hørte, at de vare Romere.
39. Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem
at drage bort fra Byen.
40. Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde
set Brødrene. formanede de dem og droge bort.

Apostelenes gerninger 17

1. Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til
Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge.
2. Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater
samtalede han med dem ud fra Skrifterne,
3. idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå
fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder,
han er Kristus."
4. Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og
Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og
ikke få af de fornemste Kvinder.
5. Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker
af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og
de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til
Folket.
6. Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for
Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i
Oprør, ere også komne hid;
7. dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod
Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig
Jesus."
8. Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det.
9. Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.

10. Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort
til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes
Synagoge.
11. Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge
Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse
Ting forholdt sig således.
12. Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske
Kvinder og Mænd.
13. Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev
forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre
og Bevægelse iblandt Skarerne.

14. Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde
drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage.
15. Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter
at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest
muligt skulde komme til ham, droge de bort.
16. Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i
ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder.
17. Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på
Torvet hver Dag til dem, som han traf på.
18. Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode
sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denne
Ordgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder af
fremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og
Opstandelsen.
19. Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vi
få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om?
20. Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi
vide, hvad dette skal betyde.""
21. Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave
sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.
22. Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""I
athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige
for eders Gudsdyrkelse.
23. Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt
jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendt
Gud."" Det, som I således dyrke uden at kende det, det
forkynder jeg eder.
24. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som
er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med
Hænder,
25. han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger
til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting.
26. Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet
Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og
Grænserne for deres Bolig,
27. for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og
finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os;
28. thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders
Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt.
29. Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er
lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og
Opfindsomhed.
30. Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens
Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle
omvende sig.
31. Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige
med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og
dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde."
32. Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men
andre sagde: "Ville atter høre dig om dette."
33. Således gik Paulus ud fra dem.
34. Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også
var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre
med dem.

Apostelenes gerninger 18

1. Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth
2. Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig
var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius
havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik
han.
3. Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem og
arbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk.
4. Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbeviste
Jøder og Grækere.
5. Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus
helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er
Kristus.
6. Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine
Klæder og sagde til dem: "Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg
er ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne."
7. Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus,
som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen.
8. Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige med
hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og
bleve døbte.
9. Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: "Frygt ikke, men
tal og ti ikke,
10. eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for at
gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By."
11. Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ord
iblandt dem.
12. Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne
endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde:
13. "Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven."
14. Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: "
Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg,
som billigt var, tålmodigt høre på eder.
15. Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som I
have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over
disse Ting."
16. Og han drev dem bort fra Domstolen.
17. Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige
for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39