The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

54. Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede
Tænderne sammen imod ham.
55. Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod
Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre
Hånd.
56. Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen
stående ved Guds højre Hånd."
57. Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede
endrægtigt ind på ham.
58. Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne
lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus.
59. Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod
min Ånd!"
60. Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem
ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8)
1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.

Apostelenes gerninger 8

1. Og på den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i
Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne,
undtagen Apostlene.
2. Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage
over ham.
3. Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak både
Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel.
4. Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte
Evangeliets Ord.

5. Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem.
6. Og Skarerne gave endrægtigt Agt på det, som blev sagt af Filip,
idet de hørte og så de Tegn, som han gjorde.
7. Thi der var mange, som havde urene Ånder, og af hvem disse fore
ud, råbende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve
helbredte.
8. Og der blev en stor Glæde i denne By.
9. Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev
Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav
sig selv for at være noget stort.
10. På ham gave alle Agt, små og store, og sagde: "Det er ham, som
man kalder Guds store Kraft."
11. Men de gave Agt på ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i
Forbavselse ved sine Trolddomskunster.
12. Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og
Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, både Mænd og Kvinder.
13. Men Simon troede også selv, og efter at være døbt holdt han sig
nær til Filip; og da han så Tegn og store, kraftige Gerninger
ske, forbavsedes han højligt.
14. Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod
Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem,
15. og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de måtte
få den Helligånd;
16. thi den var endnu ikke falden på nogen af dem, men de vare blot
døbte til den Herres Jesu Navn.
17. Da lagde de Hænderne på dem, og de fik den Helligånd.
18. Men da Simon så, at den Helligånd blev given ved Apostlenes
Håndspålæggelse, bragte han dem Penge og sagde:
19. "Giver også mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne på, han
må få den Helligånd."
20. Men Peter sagde til ham: "Gid dit Sølv må gå til Grunde tillige
med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge.
21. Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke
ret for Gud.
22. Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog
dit Hjertes Påfund måtte forlades dig.
23. Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds
Lænke."
24. Men Simon svarede og sagde: "Beder I for mig til Herren, for at
intet af det, som I have sagt, skal komme over mig."
25. Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage
til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af
Samaritanernes Landsbyer.

26. Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod
Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde."
27. Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand,
en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat
over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at
tilbede.
28. Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten
Esajas.
29. Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!"
30. Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han
sagde: "Forstår du også det, som du læser?"
31. Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen
vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.
32. Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et
Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod
den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund.
33. I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om
hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?"
34. Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem
siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?"
35. Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette
Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus.
36. Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og
Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive
døbt?" (37 Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit
Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at
Jesus Kristus er Guds Søn.")
38. Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i
Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham
39. Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og
Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde.
40. Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte
Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.

Apostelenes gerninger 9

1. Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens
Disciple, gik til Ypperstepræsten
2. og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om
han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen,
kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3. Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede
et Lys fra Himmelen ham pludseligt.
4. Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham:
"Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?"
5. Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er
Jesus, som du forfølger.
6. Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør
gøre."
7. Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte
Røsten, men ikke så nogen.
8. Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne,
så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i
Damaskus.
9. Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller
drak.
10. Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren
sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er
jeg, Herre!"
11. Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes
den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra
Tarsus; thi se, han beder.
12. Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og
lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende."
13. Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne
Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.
14. Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle
dem, som påkalde dit Navn."
15. Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt
Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger
og Israels Børn;
16. thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns
Skyld."
17. Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham
og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der
viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal
blive seende igen og fyldes med den Helligånd."
18. Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev
seende, og han stod op og blev døbt.
19. Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos
Disciplene i Damaskus.

20. Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds
Søn.
21. Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham,
som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var
kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?"
22. Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i
Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus.
23. Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham
ihjel.
24. Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede
endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel.
25. Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem
Muren, idet de firede ham ned i en Kurv.
26. Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til
Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at
han var en Discipel.
27. Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han
fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han
havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet
frimodigt i Jesu Navn.
28. Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem
29. og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes
med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel.
30. Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea
og sendte ham videre til Tarsus.

31. Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og
Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved
den Helligånds Formaning voksede den.
32. Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også
kom ned til de hellige, som boede i Lydda.
33. Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År
til Sengs og var værkbruden.
34. Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå
op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op.
35. Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til
Herren.
36. Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket
udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange
Almisser.
37. Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de
hende og lagde hende i Salen ovenpå.
38. Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de
hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden
Tøven over til os!"
39. Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de
ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og
viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde
forarbejdet, medens hun var hos dem.
40. Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og
han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!"
Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.
41. Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de
hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem.
42. Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på
Herren.
43. Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon,
en Garver.

Apostelenes gerninger 10

1. Men en Mand i Kæsarea ved Navn Konelius, en Høvedsmand ved den
Afdeling, som kaldes den italienske,
2. en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav
Folket mange Almisser og altid bad til Gud,
3. han så klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time på Dagen en
Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: "Kornelius!"
4. Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er
det, Herre?" Han sagde til ham: "Dine Bønner og dine Almisser
ere opstegne til Ihukommelse for Gud.
5. Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med
Tilnavn Peter.
6. Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved
Havet."
7. Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to
af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig
vare om ham.
8. Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe.
9. Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til
Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time.
10Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men
medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham,
11. og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en
stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden;
12. og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr
og Himmelens Fugle.
13. Og en Røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!"
14. Men Peter sagde: "Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist
noget vanhelligt og urent."
15. Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: "Hvad Gud har
renset, holde du ikke for vanhelligt!"
16. Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til
Himmelen.
17. Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn,
som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare
udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten.
18. Og de råbte og spurgte, om Simmon med Tilnavn Peter havde
Herberge der.
19. Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: "Se,
der er tre Mænd, som søge efter dig;
20. men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er
mig, som har sendt dem."
21. Så steg Peter ned til Mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I
søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?"
22. Men de sagde: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og
gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk,
har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig
hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige."
23. Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag
stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe
droge med ham.
24. Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på
dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner.
25. Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde
og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.
26. Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! også jeg er selv et
Menneske."
27. Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede.
28. Og han sagde til dem: "I vide, hvor utilbørligt det er for en
jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et
fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde
noget Menneske vanhelligt eller urent.
29. Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg
spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?"
30. Og Kornelius sagde: "For fire Dage siden fastede jeg indtil
denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en
Mand stod for mig i et strålende Klædebon,
31. og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere
ihukommede for Gud.
32. Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde,
til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han
skal tale til dig, når han kommer.
33. Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at
komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at
høre alt, hvad der er dig befalet af Herren."
34. Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud
ikke anser Personer;
35. men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed,
velkommen for ham;
36. det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred
ved Jesus Kristus: han er alles Herre.
37. I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte
fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede,
38. det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den
Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og
helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var
med ham;
39. og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes
Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de
hængte ham på et Træ.
40. Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares,
41. ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte
af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var
opstanden fra de døde.
42. Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han
er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde.
43. Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på
ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn."
44. Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle
dem, som hørte Ordet.
45. Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med
Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var
bleven udgydt også over Hedningerne;
46. thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud.
47. Da svarede Peter: "Mon nogen kan formene disse Vandet; så de
ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så
vel som vi?"
48. Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade
de ham om at blive der nogle Dage.

Apostelenes gerninger 11

1. Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at
også Hedningerne havde modtaget Guds Ord.
2. Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen
med ham og sagde:
3. "Du er gået ind til uomskårne Mænd og har spist med dem."
4. Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde:
5. "Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg så i en Henrykkelse et Syn,
noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire
Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig.
6. Jeg stirrede på den og betragtede den og så da Jordens
firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
7. Og jeg hørte også en Røst, som sagde til mig: Stå op, Peter,
slagt og spis!
8. Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget
vanhelligt eller urent i min Mund.
9. Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har
renset, holde du ikke for vanhelligt!
10. Og dette skete tre Gange; så blev det igen alt sammen draget op
til Himmelen.
11. Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg
var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea.
12. Men Ånden sagde til mig, at jeg skulde gå med dem uden at gøre
Forskel. Men også disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind
i Mandens Hus.
13. Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen stå i hans
Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter
hente!
14. Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal
frelses.
15. Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligånd på dem
ligesom også på os i Begyndelsen.
16. Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte
med Vand, men I skulle døbes med den Helligånd.
17. Når altså Gud gav dem lige Gave med os, da de troede på den
Herre Jesus Kristus,hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre
Gud?"
18. Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og
sagde: "Så har Gud også givet Hedningerne Omvendelsen til Liv."

19. De, som nu vare blevne adspredte på Grund af den Trængsel, som
opstod i Anledning af Stefanus, vandrede om lige til Fønikien og
Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til
Jøder alene.
20. Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom
til Antiokia og talte også til Grækerne og forkyndte Evangeliet
om den Herre Jesus.
21. Og Herrens Hånd var med dem, og et stort Antal blev troende og
omvendte sig til Herren.
22. Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de
sendte Barnabas ud til Antiokia.
23. Da han nu kom derhen og så Guds Nåde, glædede han sig og
formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren.
24. Thi han var en god Mand og fuld af den Helligånd og Tro. Og en,
stor Skare blev ført til Herren.
25. Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt
ham, førte han ham til Antiokia.
26. Og det skete, at de endog et helt År igennem færdedes sammen i
Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i
Antiokia bleve kaldte Kristne.

27. Men i disse Dage kom der Profeter ned fra Jerusalem til Antiokia
28. Og en af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Ånden,
at der skulde komme en stor Hungersnød over hele Verden, hvilken
også kom under Klaudius.
29. Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, noget
til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa;
30. hvilket de også gjorde, og de sendte det til de Ældste ved
Barnabas og Saulus's Hånd.

Apostelenes gerninger 12

1. På den Tid lagde Kong Herodes den for at mishandle dem,
2. og Jakob, Johannes's Broder, lod han henrette med Sværd.
3. Og da han så, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod
også Peter gribe. Det var de usyrede Brøds Dage.
4. Og da han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overgav
ham til at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert på fire
Stridsmænd, da han efter Påsken vilde føre ham frem for Folket.
5. Så blev da Peter bevogtet i Fængselet; men der blev af
Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham.
6. Men da Herodes vilde til at føre ham frem, sov Peter den Nat
imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagter foran
Døren bevogtede Fængselet.
7. Og se, en Herrens Engel stod der, og et Lys strålede i
Fangerummet, og han slog Peter i Siden og vækkede ham og sagde:
"Stå op i Hast!" og Lænkerne faldt ham af Hænderne.
8. Og Engelen sagde til ham: "Bind op om dig, og bind dine Sandaler
på!" Og han gjorde så. Og han siger til ham: "Kast din Kappe om
dig, og følg mig!"
9. Og han gik ud og fulgte ham, og han vidste ikke, at det, som
skete ved Engelen, var virkeligt, men mente, at han så et Syn.
10. Men de gik igennem den første og den anden Vagt og kom til den
Jernport, som førte ud til Staden; denne åbnede sig for dem af
sig selv, og de kom ud og gik en Gade frem, og straks skiltes
Engelen fra ham.
11. Og da Peter kom til sig selv, sagde han: "Nu ved jeg i Sandhed,
at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig af Herodes's Hånd
og al det jødiske Folks Forventning."
12. Og da han havde besindet sig, gik han til Marias Hus, hun, som
var Moder til Johannes, med Tilnavn Markus, hvor mange vare
forsamlede og bade.
13. Men da han bankede på Døren til Portrummet, kom der en Pige ved
Navn Rode for at høre efter.
14. Og da hun kendte Peters Røst, lod hun af Glæde være at åbne
Porten, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod uden for
Porten.
15. Da sagde de til hende: "Du raser." Men hun stod fast på, at det
var således. Men de sagde: "Det er hans Engel."
16. Men Peter blev ved at banke på, og da de lukkede op, så de ham
og bleve forbavsede.
17. Da vinkede han til dem med Hånden, at de skulde tie, og fortalte
dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængselet, og han
sagde: "Forkynder Jakob og Brødrene dette!" Og han gik ud og
drog til et andet Sted.

18. Men da det blev Dag, var der ikke liden Uro iblandt
Stridsmændene over, hvad der var blevet af Peter.
19. Men da Herodes søgte ham og ikke fandt ham, forhørte han Vagten
og befalede, at de skulde henrettes. Og han drog ned fra Judæa
til Kæsarea og opholdt sig der.
20. Men han lå i Strid med Tyrierne og Sidonierne. Men de kom
endrægtigt til ham og fik Blastus, Kongens Kammerherre, på deres
Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Næringsmidler
tilførte fra Kongens Land.
21. Men på en fastsat Dag iførte Herodes sig en Kongedragt og satte
sig på Tronen og holdt en Tale til dem,
22. Og Folket råbte til ham: "DeterGudsRøstog ikke et Menneskes."
23. Men straks slog en Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud
Æren; og han blev fortæret af Orme og udåndede.
24. Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.
25. Og Barnabas og Saulus vendte tilbage fra Jerusalem efter at have
fuldført deres Ærinde, og de havde Johannes, med Tilnavn Markus,
med sig.

Apostelenes gerninger 13

1. Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og
Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og
Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten
Herodes, og Saulus.
2. Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd:
"Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har
kaldet dem."
3. Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare.
4. Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned
til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.
5. Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i
Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper.
6. Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en
Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.
7. Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig
Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at
høre Guds Ord.
8. Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem
imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen.
9. Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den
Helligånd, så fast på ham og sagde:
10. "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du
Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende
Herrens de lige Veje?
11. Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og
til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke
over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde
lede ham.
12. Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af
Forundring over Herrens Lære.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39