The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

14. Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte
til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette
være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord!
15. Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time
på Dagen;
16. men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel:
17. "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde
af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle
profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle
iblandt eder skulle have Drømme.
18. Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de
Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere.
19. Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden
nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.
20. Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend
Herrens store og herlige Dag kommer.
21. Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal
frelses."
22. I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en
Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger
og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder,
som I jo selv vide,
23. ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var
bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og
ihjelslået.
24. Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer,
eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.
25. Thi David siger med Henblik på ham: "Jeg havde altid Herren for
mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal
rokkes,
26. Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også
mit Kød skal bo i Håb;
27. thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller
tilstede din hellige at se Forrådnelse,
28. Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde
for dit Åsyn."
29. I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om
Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav
er hos os indtil denne Dag.
30. Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret
ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone,
31. talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev
han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse.
32. Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.
33. Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har
fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I
både se og høre.
34. Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: "Herren
sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
35. indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine
Fødder."
36. Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem
I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus,"

37. Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til
Peter og de øvrige Apostle: "I Mænd, Brødre! hvad skulle vi
gøre?"
38. Men Peter sagde til dem: "Omvender eder, og hver af eder lade
sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I
skulle få den Helligånds Gave.
39. Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem,
som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde."
40. Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet
han sagde: "Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!"
41. De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme
Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.

42. Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets
Brydelse og Bønnerne.
43. Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere
og Tegn ved Apostlene.
44. Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.
45. Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle,
efter hvad enhver havde Trang til.
46. Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen
og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets
Enfold,
47. idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren
føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.

Apostelenes gerninger 3

1. Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den
niende Time.
2. Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham
satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den
skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen,
om Almisse.
3. Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i
Helligdommen, bad han om at få en Almisse.
4. Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på
os!"
5. Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem.
6. Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har,
det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!"
7. Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op.
8. Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og
stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han
gik omkring og sprang og lovede Gud.
9. Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud.
10. Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port
til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel
og Forfærdelse over det, som var timedes ham.
11. Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket
rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes
Salomons.

12. Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd!
Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os,
som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han
kan gå?
13. Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har
herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for
Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades.
14. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en
Morder måtte skænkes eder.
15. Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde,
hvorom vi ere Vidner.
16. Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se
og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans
Førlighed i Påsyn af eder alle.
17. Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også
eders Rådsherrer.
18. Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved
alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide.
19. Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må
blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra
Herrens Åsyn,
20. og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus,
21. hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses
Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra
de ældste Dage.
22. Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af
eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end
vil tale til eder.
23. Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal
udryddes af Folket."
24. Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange
som talte, have også forkyndt disse Dage.
25. I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede
med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle
alle Jordens Slægter velsignes."
26. For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at
velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."

Apostelenes gerninger 4

1. Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden
for Helligdommen og Saddukæerne over dem,
2. da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte
Opstandelsen fra de døde.
3. Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den
følgende Dag; thi det var allerede Aften.
4. Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på
Mændene blev omtrent fem Tusinde.
5. Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og
skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
6. ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander
og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt.
7. Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: "Af hvad Magt
eller i hvilket Navn have I gjort dette?"
8. Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: "I Folkets
Rådsherrer og Ældste!
9. Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør
Mand, om hvorved han er bleven helbredt;
10. da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at
ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem
Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne
står rask her for eders Øjne,
11. Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I
Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten.
12. Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet
Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi
skulle blive frelste."
13. Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at
de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte
dem, at de havde været med Jesus.
14. Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de
intet at sige derimod.
15. Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med
hverandre og sagde:
16. "Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt
Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i
Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det.
17. Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da
lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i
dette Navn."
18. Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i
Jesu Navn.
19. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Dømmer selv. om
det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud.
20. Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og
hørt."
21. Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde
udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi
alle priste Gud for det, som var sket.
22. Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere
end fyrretyve År gammel.

23. Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem
alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem.
24. Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og
sagde: "Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og
alle Ting, som ere i dem,
25. du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: "Hvorfor fnyste
Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd?
26. Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe
imod Herren og imod hans Salvede."
27. Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din
hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og
Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer
28. for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt
skulde ske.
29. Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale
dit Ord med al Frimodighed,
30. idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og
Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn."
31. Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede;
og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord
med Frimodighed.
32. Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke
een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle
Ting fælles.
33. Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres
Jesu Opstandelse, og der var stor Nåde over dem alle.
34. Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de,
som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte
Salgssummerne
35. og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til
enhver, efter hvad han havde Trang til.
36. Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er
udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern
37. som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem
for Apostlenes Fødder.

Apostelenes gerninger 5

1. Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru,
solgte en Ejendom
2. og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og
bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.
3. Men Peter sagde: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte,
så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af
Summen for Jordstykket?
4. Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som
det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig
denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker,
men for Gud."
5. Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der
kom stor Frygt over alle, som hørte det.
6. Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud
og begravede ham.
7. Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind
uden at vide, hvad der var sket.
8. Da sagde Peter til hende: "Sig mig, om I solgte Jordstykket til
den Pris?" Og hun sagde: "Ja, til den Pris."
9. Men Peter sagde til hende: "Hvorfor ere I dog blevne enige om at
friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din
Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud."
10. Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de
unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og
begravede hende hos hendes Mand.
11. Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte
dette.

12. Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt
Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.
13. Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket
dem højt,
14. og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af
Mænd og Kvinder,
15. så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på
Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge
kunde overskygge nogen af dem.
16. Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen
og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og
de bleve alle helbredte.

17. Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham,
nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.
18. Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig
Forvaring.
19. Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte
dem ud og sagde:
20. "Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse
Livets Ord for Folket!"
21. Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen
og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og
sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud
til Fængselet, at de skulde føres frem.
22. Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de
kom tilbage og meldte det og sagde:
23. "Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne
stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen
derinde."
24. Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte
disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem,hvad dette skulde blive
til.
25. Men der kom en og meldte dem: "Se, de Mænd, som I satte i
Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket."
26. Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke
med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive
stenede.
27. Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og
Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:
28. "Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og
se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe
dette Menneskes Blod over os!"
29. Men Peter og Apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud
mere end Mennesker.
30. Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge
ihjel.
31. Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser
for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.
32. Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd,
som Gud har givet dem, der adlyde ham."

33. Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om
at slå dem ihjel.
34. Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en
Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde
lade Mændene træde lidt udenfor.
35. Og han sagde til dem: "I israelitiske Mænd! ser eder vel for,
hvad I gøre med disse Mennesker.
36. Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for
at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd
sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som
adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.
37. Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage
og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og
alle de, som adløde ham, bleve adspredte.
38. Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader
dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker,
bliver det til intet;
39. men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder
dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!"

40. Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske
og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.
41. Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne
agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.
42. Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i
Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.

Apostelenes gerninger 6

1. Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte
Hellenisterne at knurre imod Hebræerne", fordi deres Enker bleve
tilsidesatte ved den daglige Uddeling.
2. Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: "Det huer os
ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.
3. Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt
Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så
indsætte til denne Gerning.
4. Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste."
5. Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en
Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og
Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra
Antiokia;
6. dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde
Hænderne på dem.

7. Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i
Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen.

8. Men Stefanus, fuld af Nåde og Kraft, gjorde Undere og store Tegn
iblandt Folket,
9. Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes
og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien
og Asien, og de tvistedes med Stefanus.
10. Og de kunde ikke modstå den Visdom og den Ånd, som han talte af.
11. Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: "Vi have hørt ham
tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud."
12. Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de
overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Rådet;
13. og de fremstillede falske Vidner, som sagde: "Dette Menneske
holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod
Loven.
14. Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal
nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har
overgivet os."
15. Og alle de, som sade i Rådet, stirrede på ham, og de så hans
Ansigt som en Engels Ansigt.

Apostelenes gerninger 7

1. Men Ypperstepræsten sagde: "Forholder dette sig således?"
2. Men han sagde: "I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens
Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien,
førend han tog Bolig i Karan.
3. Og han sagde til ham: "Gå ud af dit Land og fra din Slægt, og
kom til det Land, som jeg vil vise dig."
4. Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter
hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor
I nu bo.
5. Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog
forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter
ham, endskønt han intet Barn havde.
6. Men Gud talte således: "Hans Sæd skal være Udlændinge i et
fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med
dem i fire Hundrede År.
7. Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde
Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig på dette Sted."
8. Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og så avlede han Isak og
omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de
tolv Patriarker.
9. Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten;
og Gud var med ham,
10. og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og
Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste
over Ægypten og over hele sit Hus.
11. Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor
Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde.
12. Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore
Fædre ud første Gang.
13. Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs
Herkomst blev åbenbar for Farao.
14. Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt
kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.
15. Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde,
16. og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham
havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem.
17. Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt
Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten,
18. indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef.
19. Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore
Fædre, så de måtte sætte deres små Børn ud, for at de ikke
skulde holdes i Live.
20. På den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev
opfostret i tre Måneder i sin Faders Hus.
21. Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede
ham til sin Søn.
22. Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i
sine Ord og Gerninger.
23. Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge
sine Brødre, Israels Børn.
24. Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den
mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.
25. Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse
ved hans Hånd; men de forstode det ikke.
26. Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og
vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: "I Mænd! I ere
Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?"
27. Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde:
"Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
28. Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?"
29. Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i
Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
30. Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai
Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
31. Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik
hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:
32. "Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud." Da
bævede Moses og turde ikke se derhen.
33. Men Herren sagde til ham: "Løs Skoene af dine Fødder; thi det
Sted, som du står på, er hellig Jord.
34. Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres
Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig
sende dig til Ægypten!"
35. Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: "Hvem har sat
dig til Hersker og Dommer," ham har Gud sendt til at være både
Hersker og Befrier ved den Engels Hånd,som viste sig for ham i
Tornebusken.
36. Ham var det, som førte dem ud,idet han gjorde Undere og Tegn i
Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År.
37. Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: "En Profet skal
Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig."
38. Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der
talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog
levende Ord at give os;
39. hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og
vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til
Aron:
40. "Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der
er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land."
41. Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet
og frydede sig ved deres Hænders Gerninger.
42. Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens
Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: "Have I vel, Israels
Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i
Ørkenen?
43. Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som
I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort
hinsides Babylon."
44. Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som
han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det
Forbillede, som han havde set.
45. Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i
Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore
Fædres Åsyn indtil Davids Dage,
46. som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for
Jakobs Gud.
47. Men Salomon byggede ham et Hus.
48. Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten
siger:
49. "Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus
ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles
Sted?
50. Har ikke min Hånd gjort alt dette?"
51. I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den
Helligånd imod; som eders Fædre, således også I.
52. Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt?
og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges
Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne,
53. I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt
den!"

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39