The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

24. Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der
måtte synes at være den største.
25. Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de,
som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.
26. I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som
den yngste, og Føreren som den, der tjener.
27. Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som
tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt
eder som den, der tjener.
28. Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.
29. Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg
eder
30. at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på
Troner og dømme Israels tolv Stammer."
31. Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at
sigte eder som Hvede.
32. Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du
engang omvender dig, da styrk dine Brødre!"
33. Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig
både i Fængsel og i Døden."
34. Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i
Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."

35. Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske
og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet."
36. Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den
med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd,
sælge sin Kappe og købe et!
37. Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig,
dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med
mig har det en Ende."
38. Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til
dem: "Det er nok."

39. Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også
Disciplene fulgte ham.
40. Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at
falde i Fristelse."
41. Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt
på Knæ, bad og sagde:
42. "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min
Villie, men din!"
43. Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.
44. Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev
som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden.
45. Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han
dem sovende af Bedrøvelse.
46. Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at
I ikke skulle falde i Fristelse."

47. Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed
Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for
at kysse ham.
48. Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med
et Kys?"
49. Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde
de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?"
50. Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans
højre Øre.
51. Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og
han rørte ved hans Øre og lægte ham.
52. Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for
Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede
ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.
53. Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke
Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."

54. Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i
Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.
55. Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter
sad midt iblandt dem.
56. Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og
sagde: "Også denne var med ham."
57. Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!"
58. Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af
dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke."
59. Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I
Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer."
60. Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og
straks, medens han endnu talte. galede Hanen.
61. Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i
Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag,
skal du fornægte mig tre Gange."
62. Og han gik udenfor og græd bitterligt.

63. Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;
64. og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde:
"Profeter! hvem var det, som slog dig?"
65. Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.
66. Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og
Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for
deres Råd
67. og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem:
"Siger jeg eder det, tro I det ikke.
68. Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.
69. Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre
Hånd."
70. Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I
sige det; jeg er det."
71. Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo
selv hørt det af hans Mund!"

Lukas 23

1. Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus.
2. Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at
denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og
siger om sig selv at han er Kristus, en Konge."
3. Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han
svarede og sagde til ham: "Du siger det."
4. Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg
finder ingen Skyld hos dette Menneske."
5. Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han
lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige
hertil."
6. Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en
Galilæer.
7. Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte
han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage.
8. Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i
lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han
håbede at se et Tegn blive gjort af ham.
9. Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet.
10. Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham
heftigt.
11. Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham,
kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til
Pilatus igen.
12. På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de
vare før i Fjendskab med hinanden.
13. Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og
Folket
14. og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en,
der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i
eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det,
som I anklage ham for,
15. og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og
se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for.
16. Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs."
17. (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.)
18. Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os
Barabbas!"
19. Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden,
og for Mord.
20. Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade
Jesus.
21. Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham!
22. Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort
Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham
og lade ham løs."
23. Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde
korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd.
24. Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes;
25. og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for
Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.

26. Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene,
som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde
bære det bag efter Jesus.
27. Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som
jamrede og græd over ham.
28. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre!
græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders
Børn!
29. Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de
ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke
gave Die.
30. Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og
til Højene: Skjuler os!
31. Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det
tørre?"
32. Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes
med ham.
33. Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal",
korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre,
og den anden ved hans venstre Side.
34. Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de
gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning.
35. Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og
sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom
han er Guds Kristus, den udvalgte."
36. Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte
ham Eddike og sagde:
37. "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!"
38. Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og
Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge."
39. Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du
ikke Kristus? Frels dig selv og os!"
40. Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter
heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom?
41. Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger
have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt."
42. Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!"
43. Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du
være med mig i Paradiset."
44. Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele
Landet indtil den niende Time,
45. idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt
over.
46. Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder
befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han.
47. Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og
sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt."
48. Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge
sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage.
49. Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som
fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.

50. Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og
retfærdig Mand,
51. han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra
Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige;
52. han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme.
53. Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han
lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu
ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og
Sabbaten stundede til.
55. Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter
og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
56. Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og
Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.

Lukas 24

1. Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og
bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
2. Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
3. Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
4. Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to
Mænd for dem i strålende Klædebon.
5. Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden,
sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de
døde?
6. Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes
han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
7. at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og
korsfæstes og opstå på den tredje Dag."
8. Og de kom hans Ord i Hu.
9. Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting
for de elleve og for alle de andre.
10. Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder,
og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
11. Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
12. Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind
ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren
over det, som var sket.

13. Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som
lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
14. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
15. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes,
da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
16. Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
17. Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med
hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.
18. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du
alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i
disse dage?"
19. Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med
Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord
for Gud og alt Folket;
20. og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet
ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21. Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men
med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
22. Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom
årle til Graven,
23. og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde
også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
24. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således,
som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."
25. Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at
tro på alt det, som Profeterne have talt!
26. Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"
27. Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem
i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
28. Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som
han vilde gå videre.
29. Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod
Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.
30. Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han
Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31. Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev
usynlig for dem.
32. Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens
han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"
33. Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem
og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke
sagde:
34. "Herren er virkelig opstanden og set af Simon."
35. Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han
blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

36. Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og
han siger til dem: "Fred være med eder!"
37. Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en
Ånd.
38. Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor
opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
39. Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig
og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."
40. Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine
Fødder.
41. Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig,
sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"
42. Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
43. Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
44. Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til
eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen
opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og
Salmerne."
45. Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.
46. Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde
lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,
47. og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes
Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
48. I ere Vidner om disse Ting.
49. Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle
blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."

50. Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede
sine Hænder og velsignede dem.
51. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og
opløftedes til Himmelen.
52. Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med
stor Glæde.
53. Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.

Johannes

Johannes 1

1. I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.
2. Dette var i Begyndelsen hos Gud.
3. Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een
Ting til af det, som er.
4. I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys.
5. Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke.
6. Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes.
7. Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset,
for at alle skulde tro ved ham.
8. Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset.
9. Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til
Verden.
10. Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden
kendte ham ikke.
11. Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham.
12. Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde
Guds Børn, dem, som tro på hans Navn;
13. hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej
heller af Mands Villie, men af Gud.
14. Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans
Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin
Fader, fuld af Nåde og Sandhed.
15. Johannes vidner om ham og råber og siger: "Ham var det, om hvem
jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi
han var før mig."
16. Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde.
17. Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved
Jesus Kristus.
18. Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i
Faderens Skød, han har kundgjort ham.

19. Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og
Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: "Hvem er
du?"
20. Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke
Kristus."
21. Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er
jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej."
22. Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar,
som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?"
23. Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner
Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt."
24. Og de vare udsendte fra Farisæerne,
25. og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, dersom
du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?"
26. Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med Vand; midt iblandt
eder står den, I ikke kende,
27. han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at
løse."
28. Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte.
29. Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det
Guds Lam, som bærer Verdens Synd!
30. Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er
kommen foran mig; thi han var før mig.
31. Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for
Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand."
32. Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Ånden dale ned som en
Due fra Himmelen, og den blev over ham.
33. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med
Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og
blive over, han er den, som døber med den Helligånd.
34. Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn."

35. Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple.
36. Og idet han så på Jesus,som gik der,siger han: "Se det Guds
Lam!"
37. Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus.
38. Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han
til dem: "Hvad søge I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi!
(hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?"
39. Han siger til dem: "Kommer og ser!" De kom da og så, hvor han
opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende
Time.
40. Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og havde fulgt
ham, var Andreas, Simon Peters Broder.
41. Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: "Vi
have fundet Messias" (hvilket er udlagt: Kristus).
42. Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: "Du er
Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas" (det er udlagt:
Petrus).
43. Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder
Filip. Og Jesus siger til ham: "Følg mig!"
44. Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By.
45. Filip finder Nathanael og siger til ham: "Vi have fundet ham,
hvem Moses i Loven og ligeså Profeterne have skrevet om, Jesus,
Josefs Søn, fra Nazareth."
46. Og Nathanael sagde til ham: "Kan noget godt være fra Nazareth?"
Filip siger til ham: "Kom og se!"
47. Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: "Se, det
er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig."
48. Nathanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede
og sagde til ham: "Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens
du var under Figentræet."
49. Nathanael svarede ham: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels
Konge."
50. Jesus svarede og sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde dig,
at jeg så dig under Figentræet? Du skal se større Ting end
disse."
51. Og han siger til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I
skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds Engle stige op og
stige ned over Menneskesønnen."

Johannes 2

1. Og på den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og
Jesu Moder var der.
2. Men også Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet.
3. Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: "De have ikke
Vin."
4. Jesus siger til hende: "Kvinde! hvad vil du mig? min Time er
endnu ikke kommen."
5. Hans Moder siger til Tjenerne: "Hvad som han siger eder, det
skulle I gøre."
6. Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks
Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande.
7. Jesus siger til dem: "Fylder Vandkarrene med Vand; " og de
fyldte dem indtil det øverste.
8. Og han siger til dem: "Øser nu og bærer til Køgemesteren; " og
de bare det til ham.
9. Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke
vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet,
vidste det), kalder Køgemesteren på Brudgommen og siger til ham:
10. "Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og når de ere
blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil
nu."
11. Denne Begyndelse på sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og
han åbenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede på ham.

12. Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans
Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage.

13. Og Jødernes Påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem.
14. Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og
Får og Duer, og Vekselerne.
15. Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af
Helligdommen, både Fårene og Okserne, og han spredte
Vekselerernes Småpenge og væltede Bordene.
16. Og han sagde til dem, som solgte duer: "Tager dette bort herfra;
gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!"
17. Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: "Nidkærheden for dit
Hus vil fortære mig."
18. Da svarede Jøderne og sagde til ham: "Hvad viser du os for et
Tegn, efterdi du gør dette?"
19. Jesus svarede og sagde til dem: "Nedbryder dette Tempel, og i
tre Dage vil jeg oprejse det."
20. Da sagde Jøderne: "I seks og fyrretyve År er der bygget på dette
Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?"
21. Men han talte om sit Legemes Tempel.
22. Da han så var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at
han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som
Jesus havde sagt.
23. Men da han var i Jerusalem i Påsken på Højtiden, troede mange på
hans Navn, da de så hans Tegn, som han gjorde.
24. Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle,
25. og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om
Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39