The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

5. Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!"
6. Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da
kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og
plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder.
7. Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter,
siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og
sæt dig til Bords?
8. Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal
have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg
spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke?
9. Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet?
Jeg mener det ikke.
10. Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere
eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare
skyldige at gøre, have vi gjort."

11. Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog
midt imellem Samaria og Galilæa.
12. Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd,
som stode langt borte,
13. og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig
over os!"
14. Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller
eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de
rensede.
15. Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og
priste Gud med høj Røst.
16. Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og
denne var en Samaritan.
17. Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere
de ni?
18. Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden
denne fremmede?"
19. Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!"

20. Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer,
svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man
kan vise derpå.
21. Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se,
Guds Rige er inden i eder."

22. Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle
attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den.
23. Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke
derhen, og løber ikke derefter!
24. Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen,
skinner til den anden Side af Himmelen, således skal
Menneskesønnen være på sin Dag.
25. Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt.
26. Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i
Menneskesønnens Dage:
27. De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den
Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle.
28. Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte,
solgte, plantede, byggede;
29. men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl
ned fra Himmelen og ødelagde dem alle:
30. på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen
åbenbares.
31. På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i
Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som
er på Marken, ikke vende tilbage igen!
32. Kommer Loths Hustru i Hu!
33. Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som
mister det, skal beholde Livet.
34. Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den
ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.
35. To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med,
og den anden skal lades tilbage.
36. To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den
anden skal lades tilbage."
37. Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til
dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."

Lukas 18

1. Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og
ikke blive trætte,
2. og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og
ikke undså sig for noget Menneske.
3. Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf
mig Ret over min Modpart!
4. Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om
jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget
Menneske,
5. så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe
Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."
6. Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
7. Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til
ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?
8. Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon
Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"

9. Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de
vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
10. "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en
Farisæer, og den anden en Tolder.
11. Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker
dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere,
uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.
12. Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.
13. Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene
til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig
Synder nådig!
14. Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus
fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal
fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

15. Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved
dem; men da Disciplene så det, truede de dem.
16. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme
til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne
til.
17. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."

18. Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad
skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"
19. Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
god uden een, nemlig Gud.
20. Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din
Fader og din Moder."
21. Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."
22. Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting
fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så
skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"
23. Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre
rig.
24. Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor
vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
25. thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for
en rig at gå ind i Guds Rige."
26. Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"
27. Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt
for Gud."
28. Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."
29. Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen,
som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru
eller Børn for Guds Riges Skyld,
30. uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den
kommende Verden et evigt Liv."

31. Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op
til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne,
skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.
32. Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og
bespyttes,
33. og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag
skal han opstå."
34. Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og
de forstode ikke det, som blev sagt.

35. Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind
ved Vejen og tiggede.
36. Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.
37. Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
38. Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over
mig!"
39. Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han
råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
40. Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da
han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
41. "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre!
at jeg må blive seende."
42. Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."
43. Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og
hele Folket lovpriste Gud, da de så det.

Lukas 19

1. Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem.
2. Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og
han var rig.
3. Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for
Skaren, fordi han var lille af Vækst.
4. Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han
kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej.
5. Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde
til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag
blive i dit Hus."
6. Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde.
7. Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for
at tage Herberge hos en syndig Mand."
8. Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen
af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget
nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen."
9. Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse
til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn;
10. thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det
fortabte."

11. Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en
Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds
Rige skulde straks komme til Syne.
12. Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at
få Kongemagt og vende tilbage igen.
13. Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde
til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer.
14. Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og
lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os.
15. Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået
Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet
Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide,
hvad hver havde vundet.
16. Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har
erhvervet ti Pund til.
17. Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været
tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer.
18. Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem
Pund.
19. Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer.
20. Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg
har haft liggende i et Tørklæde.
21. Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du
tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede.
22. Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde
Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg
ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede;
23. hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved
min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente?
24. Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og
giver det til ham, som har de ti Pund.
25. Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.
26. Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den,
som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
27. Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde
være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"

28. Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til
Jerusalem.
29. Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved
det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine
Disciple og sagde:
30. "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme
derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu
aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det
hid!
31. Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I
sige således: Herren har Brug for det."
32. Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt
dem.
33. Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse
I Føllet?"
34. Og de sagde: "Herren har Brug for det."
35. Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og
lod Jesus sætte sig derpå.
36. Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen.
37. Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget,
begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj
Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de
sagde:
38. "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i
Himmelen, og Ære i det højeste!"
39. Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester!
irettesæt dine Disciple!"
40. Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse
tie, skulle Stenene råbe."

41. Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde:
42. "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener
til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne.
43. Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste
en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne
fra;
44. og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade
Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses
Tid."

45. Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som
solgte,
46. og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men
I have gjort det til en Røverkule."
47. Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de
skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel.
48. Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved
ham og hørte ham.

Lukas 20

1. Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i
Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte
Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen
til ham.
2. Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse
Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
3. Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om
en Ting, siger mig det:
4. Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
5. Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra
Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
6. Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det
er overbevist om, at Johannes var en Profet."
7. Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
8. Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad
Magt jeg gør disse Ting."

9. Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand
plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
udenlands for lange Tider.
10. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene
sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
11. Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham
og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
12. Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og
kastede ham ud.
13. Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende
min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
14. Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde:
Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive
vor.
15. Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil
nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
16. Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården
til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
17. Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet:
Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
Hovedhjørnesten?
18. Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem
den falder på, ham skal den knuse."
19. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på
ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de
forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

20. Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig,
som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde
overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21. Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og
lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i
Sandhed.
22. Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
23. Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor
friste I mig?
24. Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men
de svarede og sagde: "Kejserens."
25. Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er,
og Gud, hvad Guds er."
26. Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de
forundrede sig over hans Svar og tav.

27. Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom
til ham og spurgte ham og sagde:
28. "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som
er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen
og oprejse sin Broder Afkom.
29. Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde
barnløs.
30. Ligeså den anden.
31. Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden
at efterlade Børn.
32. Men til sidst døde også Hustruen.
33. Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have
alle syv haft hende til Hustru."
34. Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og
bortgiftes;
35. men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i
Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller
bortgiftes.
36. Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds
Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37. Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet
om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud
og Jakobs Gud.
38. Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de
alle."
39. Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte
vel."
40. Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

41. Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er
Davids Søn?
42. David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre:
Sæt dig ved min højre Hånd,
43. indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44. Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

45. Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
46. "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange
Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de
fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved
Måltiderne,
47. de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle
få des hårdere Dom."

Lukas 21

1. Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres
Gaver i Tempelblokken.
2. Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri.
3. Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke
lagde mere i end de alle.
4. Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun
lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde."

5. Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke
Sten og Tempelgaver. sagde han:
6. "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades
Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
7. Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og
hvad er Tegnet på, når dette skal ske?"
8. Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange
skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er
kommen nær. Går ikke efter dem!
9. Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette
må først ske, men Enden er der ikke straks."
10. Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige
imod Rige.
11. Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og
Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra
Himmelen.
12. Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge
eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle
føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld.
13. Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd.
14. Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke,
hvorledes I skulde forsvare eder.
15. Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders
Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige.
16. Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og
Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel.
17. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld.
18. Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt.
19. Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle.
20. Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at
dens Ødelæggelse er kommen nær.
21. Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere
inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på
Landet, skulle ikke gå ind i den.
22. Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal
opfyldes.
23. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi
der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk.
24. Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle
Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil
Hedningernes Tider fuldkommes.
25. Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden
skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes
Brusen,
26. medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting,
som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes.
27. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen
Herlighed.
28. Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders
Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til."
29. Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne;
30. når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at
Sommeren nu er nær.
31. Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds
Rige er nær.
32. Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå,
førend det er sket alt sammen.
33. Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde
forgå.
34. Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af
Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer
pludseligt over eder som en Snare.
35. Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade.
36. Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til
at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for
Menneskesønnen."
37. Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han
ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.
38. Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.

Lukas 22

1. Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig.
2. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde
slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket.
3. Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de
tolv.
4. Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene
om, hvorledes han vilde forråde ham til dem.
5. Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
6. Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham
til dem uden Opløb.

7. Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte
Påskelammet.
8. Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder
os Påskelammet, at vi kunne spise det."
9. Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?"
10. Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal
der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til
Huset, hvor han går ind,
11. og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er
det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?
12. Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede
det."
13. Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og
de beredte Påskelammet.
14. Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.
15. Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise
dette Påskelam med eder, førend jeg lider.
16. Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det,
førend det bliver fuldkommet i Guds Rige."
17. Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det
imellem eder!
18. Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af
Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer."
19. Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde:
"Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til
min Ihukommelse!"
20. Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne
Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.
21. Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig.
22. Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det
Menneske, ved hvem han bliver forrådt!"
23. Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det
dog kunde være, som skulde gøre dette.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39