The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

4. Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som
slå Legemet ihjel og derefter ikke formå at gøre mere.
5. Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for
ham, som har Magt til, efter at have slået ihjel, at kaste i
Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham!
6. Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er
glemt hos Gud.
7. Ja, endog Hårene på eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I
ere mere værd end mange Spurve.
8. Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for
Menneskene, ham vil også Menneskesønnen vedkende sig for Guds
Engle.
9. Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for
Guds Engle.
10. Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det
forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligånd,
ham skal det ikke forlades.
11. Men når de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og
Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller
hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige.
12. Thi den Helligånd skal lære eder i den samme Time, hvad I bør
sige."

13. Men en af Skaren sagde til ham: "Mester! sig til min Broder, at
han skal dele Arven med mig."
14. Men han sagde til ham: "Menneske! hvem har sat mig til Dommer
eller Deler over eder?"
15. Og han sagde til dem: "Ser til og vogter eder for al Havesyge;
thi ingens Liv beror på, hvad han ejer, selv om han har
Overflod."
16. Og han sagde en Lignelse til dem: "Der var en rig Mand, hvis
Mark havde båret godt.
17. Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg
har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde.
18. Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og
bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit
Gods;
19. og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting
liggende for mange År; slå dig til Ro, spis, drik, vær lystig!
20. Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af
dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt?
21. Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i
Gud."

22. Men han sagde til sine Disciple: "Derfor siger jeg eder:
Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller
for Legemet, hvad I skulle iføre eder.
23. Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne.
24. Giver Agt på Ravnene, at de hverken så eller høste og de have
ikke Forrådskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere
værd end Fuglene ere dog I?
25. Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin
Vækst?
26. Formå I altså ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da
for det øvrige?
27. Giver Agt på Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og
spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin
Herlighed var klædt som en af dem.
28. Klæder da Gud således det Græs på Marken, som i Dag står og i
Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende!
29. Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle
drikke; og værer ikke ængstelige!
30. Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader
ved, at I have disse Ting nødig.
31. Men søger hans Rige, så skulle disse Ting gives eder i Tilgift.
32. Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader
velbehageligt at give eder Riget.
33. Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke
ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen
Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger.
34. Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være.

35. Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende!
36. Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han
vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og
banker på, kunne lukke op for ham.
37. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer.
Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte
dem til Bords og gå om og varte dem op,
38. Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den
tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere
salige.
39. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken
Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der
skete Indbrud i hans Hus.
40. Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I
ikke mene."
41. Men Peter sagde til ham: "Herre! siger du denne Lignelse til os
eller også til alle?"
42. Og Herren sagde: "Hvem er vel den tro og forstandige Husholder,
som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den
bestemte Kost i rette Tid?
43. Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder
handlende således.
44. Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han
ejer.
45. Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: "Min Herre tøver med
at komme" og så begynder at slå Karlene og Pigerne og at spise
og drikke og beruse sig,
46. da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og
i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans
Lod sammen med de utro:
47. Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har
truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have
mange Hug;
48. men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug
værd, skal have få Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal
man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man
forlange mere.

49. Ild er jeg kommen at kaste på Jorden, og hvor vilde jeg, at den
var optændt allerede!
50. Men en Dåb har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den
er fuldbyrdet!
51. Mene I, at jeg er kommen for at give Fred på Jorden? Nej, siger
jeg eder, men Splid,
52. Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre
imod to, og to imod tre.
53. De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder
med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter
og Svigerdatter med sin Svigermoder."

54. Men han sagde også til Skarerne: "Når I se en Sky komme op i
Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker således.
55. Og når I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede: og det
sker.
56. I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om;
men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid?
57. Og hvorfor dømme I ikke også fra eder selv, hvad der er det
rette?
58. Thi medens du går hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig
Flid på Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal
trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til
Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.
59. Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får
betalt endog den sidste Skærv."

Lukas 13

1. Men på den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham
om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre.
2. Og han svarede og sagde til dem: "Mene I, at disse Galilæere
vare Syndere frem for alle Galilæere, fordi de have lidt dette?
3. Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I
alle omkomme ligeså.
4. Eller hine atten, som Tårnet i Siloam faldt ned over og
ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker,
som bo i Jerusalem?
5. Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I
alle omkomme ligeså."

6. Men han sagde denne Lignelse: "En havde et Figentræ, som var
plantet i hans Vingård; og han kom og ledte efter Frugt derpå og
fandt ingen.
7. Men han sagde til Vingårdsmanden: Se, i tre År er jeg nu kommen
og har ledt efter Frugt på dette Figentræ og ingen fundet; hug
det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig?
8. Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det stå endnu dette
År, indtil jeg får gravet om det og gødet det;
9. måske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det
om!"

10. Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten.
11. Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten
År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op.
12. Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende:
"Kvinde! du er løst fra din Svaghed."
13. Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og
priste Gud.
14. Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på
Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks
Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader
eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!"
15. Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver
iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og
fører dem til Vands?
16. Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se,
i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på
Sabbatsdagen?"
17. Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede;
og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som
gjordes af ham.

18. Han sagde da: "Hvad ligner Guds Rige, og hvormed skal jeg ligne
det?
19. Det ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og lagde i sin
Have; og det voksede og blev til et Træ, og Himmelens Fugle
byggede Rede i dets Grene."
20. Og atter sagde han: "Hvormed skal jeg ligne Guds Rige?
21. Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål
Mel, indtil det blev syret alt sammen."

22. Og han gik igennem Byer og Landsbyer og lærte og tog Vejen til
Jerusalem.
23. Men en sagde til ham: "Herre mon de ere få, som blive frelste?"
Da sagde han til dem:
24. "Kæmper for at komme ind igennem den snævre Port; thi mange,
siger jeg eder, skulle søge at komme ind og ikke formå det.
25. Fra den Stund Husbonden er stået op og har lukket Døren, og I
begynde at stå udenfor og banke på Døren og sige: Herre, luk op
for os! da vil han svare og sige til eder: Jeg kender eder ikke,
hvorfra I ere;
26. da skulle I begynde at sige: vi spiste og drak for dine Øjne, og
du lærte på vore Gader,
27. og han skal sige: Jeg siger eder, jeg kender eder ikke, hvorfra
I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve Uret!
28. Der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel, når I må se Abraham
og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv
blive kastede udenfor.
29. Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Norden og Sønden
og sidde til Bords i Guds Rige.
30. Og se, der er sidste, som skulle være iblandt de første, og der
er første, som skulle være iblandt de sidste."

31. I den samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: "Gå
bort, og drag herfra; thi Herodes vil slå dig ihjel."
32. Og han sagde til dem: "Går hen og siger til denne Ræv: Se, jeg
uddriver onde Ånder og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen,
og på den tredje dag fuldendes jeg.
33. Dog bør jeg vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi
det sømmer sig ikke, at en Profet dræbes uden for Jerusalem.
34. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem,
som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn,
ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde
ikke.
35. Se, eders Hus overlades til eder selv. Men jeg siger eder: I
skulle ingenlunde se mig, førend den Tid kommer, da I sige:
Velsigtnet være den, som kommer, i Herrens Navn!"

Lukas 14

1. Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus
på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham.
2. Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham.
3. Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne:
"Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?"
4. Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare.
5. Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder,
som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd,
drager dem op på Sabbatsdagen?"
6. Og de kunde ikke give Svar derpå.

7. Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på,
hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og
sagde til dem:
8. "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke
øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være
buden af ham,
9. og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv
denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst.
10. Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at,
når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig:
Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som
sidde til Bords med dig.
11. Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som
fornedrer sig selv, skal ophøjes."
12. Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør
Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller
dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for
at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag.
13. Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme,
blinde!
14. Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med;
men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse."

15. Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han
til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige."
16. Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor
Nadver og indbød mange.
17. Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de
budne: Kommer! thi nu er det beredt.
18. Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde
til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den;
jeg beder dig, hav mig undskyldt!
19. Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at
prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt!
20. Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og
derfor kan jeg ikke komme.
21. Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden
vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og
Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!
22. Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der
er endnu Rum.
23. Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og
nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt.
24. Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal
smage min Nadver."

25. Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til
dem:
26. "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og
Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan
han ikke være min Discipel.
27. Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være
min Discipel.
28. Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke
først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at
fuldføre det,
29. for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det,
alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige:
30. Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.
31. Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en
anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er
mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med
tyve Tusinde?
32. Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt
borte, Sendebud hen og underhandler om Fred.
33. Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han
ejer, være min Discipel.
34. Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft,
hvorved skal det da få den igen?
35. Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man
kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!"

Lukas 15

1. Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre
ham.
2. Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne
tager imod Syndere og spiser med dem."
3. Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
4. "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet
eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og
går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
5. Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med
Glæde.
6. Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer
og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit
Får, som jeg havde mistet.
7. Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een
Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve
retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

8. Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme,
tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun
finder den?
9. Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og
Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den
Drakme, som jeg havde tabt.
10. Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over
een Synder, som omvender sig."

11. Men han sagde: "En Mand havde to Sønner.
12. Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del
af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem
dem.
13. Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og
drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et
ryggesløst Levned.
14. Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det
samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
15. Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og
denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin.
16. Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde;
og ingen gav ham noget.
17. Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min
Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af
Hunger.
18. Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg
har syndet imod Himmelen og over for dig,
19. jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af
dine Daglejere!
20. Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt
borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og
faldt ham om Halsen og kyssede ham.
21. Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og
over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
22. Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon
frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og
Sko på Fødderne;
23. og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være
lystige!
24. Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var
fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
25. Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig
Huset, hørte han Musik og Dans.
26. Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
27. Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har
slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen.
28. Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og
bad ham.
29. Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg
tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du
har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med
mine Venner.
30. Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger,
slagtede du Fedekalven til ham.
31. Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er
dit.
32. Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder
var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."

Lukas 16

1. Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som
havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der
ødte hans Ejendom.
2. Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører
om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke
længer være Husholder.
3. Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi
min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave,
jeg skammer mig ved at tigge.
4. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i
deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen.
5. Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og
sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
6. Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit
Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve!
7. Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du
skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham:
Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve!
8. Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde
handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets
Børn imod deres egen Slægt.
9. Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens
Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i
de evige Boliger.
10. Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som
er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.
11. Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem
vil da betro eder den sande?
12. Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil
da give eder noget selv at eje?
13. Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene
og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den
anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."

14. Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de
spottede ham.
15. Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige
for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er
højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.
16. Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes
Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold.
17. Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en
Tøddel af Loven bortfalder.
18. Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte,
bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er
skilt fra sin Mand, bedriver Hor.

19. Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart
Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed.
20. Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af
Sår.
21. Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord;
men også Hundene kom og slikkede hans Sår.
22. Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af
Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev
begravet.
23. Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine,
ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød.
24. Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og
send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i
Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue.
25. Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din
Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og
du pines.
26. Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og
eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke
skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til
os.
27. Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til
min Faders Hus
28. thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke
også de skulle komme i dette Pinested.
29. Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem
høre dem!
30. Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde
kommer til dem, ville de omvende sig.
31. Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade
de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."

Lukas 17

1. Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser
ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme!
2. Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og
han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse
små.
3. Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham;
og dersom han angrer, da tilgiv ham!
4. Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange
vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du
tilgive ham."

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39