The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

26. Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over
for Galilæa.
27. Men da han trådte ud på Landjorden, mødte der ham en Mand fra
Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Ånder og ikke
havde haft Klæder på og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene.
28. Men da han så Jesus, råbte han og faldt ned for ham og sagde med
høj Røst: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds
Søn? jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig."
29. Thi han bød den urene Ånd at fare ud af Manden; thi i lange
Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker
og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med,
og dreves af den onde Ånd ud i Ørkenerne.
30. Men Jesus spurgte ham og sagde: "Hvad er dit Navn?" Men han
sagde: "Leion"; thi mange onde Ånder vare farne i ham.
31. Og de bade ham om at han ikke vilde byde dem at fare ned i
Afgrunden;
32. men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede på
Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i
dem; og han tilstedte dem det.
33. Men de onde Ånder fore ud at Manden og fore i Svinene, og
Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede.
34. Men da Hyrderne så det, som var sket, flyede de og forkyndte det
i Byen og på Landet.
35. Da gik de ud for af se det, som var sket, og de kom til Jesus og
fandt Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, siddende ved
Jesu Fødder, påklædt og ved Samling; og de frygtede.
36. Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte
var bleven frelst.
37. Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde
gå bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik
om Bord i et Skib og vendte tilbage igen.
38. Men Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, bad ham om, at
han måtte være hos ham; men han lod ham fare og sagde:
39. "Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har
gjort imod dig." Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen,
hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham.

40. Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de
ventede alle på ham.
41. Og se, det kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander
for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme
ind i hans Hus;
42. thi han havde en enbåren Datter, omtrent tolv År gammel, og hun
droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen
om ham.
43. Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År og havde kostet
al sin Formue på Læger og ikke kunde blive helbredt af nogen,
44. hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og
straks standsedes hendes Blodflod.
45. Og Jesus sagde: "Hvem var det, som rørte ved mig?" Men da alle
nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: "Mester!
Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som
rørte ved mig?"
46. Men Jesus sagde: "Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at
der udgik en Kraft fra mig."
47. Men da Kvinden så, at det ikke var skjult, kom hun bævende og
faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Påhør, af hvad Årsag
hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven
helbredt.
48. Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
bort med Fred!"
49. Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens
Hus og siger til ham: "Din Datter er død; umag ikke Mesteren!"
50. Men da Jesus hørte det, svarede han ham: "Frygt ikke; tro blot;
så skal hun blive frelst."
51. Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gå ind med sig
uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder.
52. Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde:
"Græder ikke; hun er ikke død, men sover."
53. Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død.
54. Men han greb hendes Hånd og råbte og sagde: "Pige, stå op!"
55. Og hendes Ånd vendte tilbage, og hun stod straks op; og han
befalede, at de skulde give hende noget at spise.
56. Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke
måtte sige nogen det, som var sket.

Lukas 9

1. Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over
alle de onde Ånder og til at helbrede Sygdomme.
2. Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de
syge.
3. Og han sagde til dem: "Tager intet med på Vejen, hverken Stav
eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to
Kjortler.
4. Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage
bort.
5. Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå
ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod
dem."
6. Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de
forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.

7. Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han
var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra
de døde;
8. men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle
Profeter var opstanden.
9. Men Herodes sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem
er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?" Og han søgte at få
ham at se.

10. Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de
havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en
By, som kaldes Bethsajda.
11. Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog
imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som
trængte til Lægedom.
12. Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til
ham: "Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de
omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi
her ere vi på et øde Sted."
13. Men han sagde til dem: "Giver I dem at spise!"Men de sagde: "Vi
have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå
bort og købe Mad til hele denne Mængde."
14. De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine
Disciple: "Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i
hver."
15. Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned.
16. Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at
lægge dem for Skaren.
17. Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af
Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.

18. Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham;
og han spurgte dem og sagde: "Hvem sige Skarerne, at jeg er?"
19. Men de svarede og sagde: "Johannes Døberen; men andre: Elias;
men andre: En af de gamle Profeter er opstanden."
20. Og han sagde til dem: "Men I hvem sige I, at jeg er?" Og Peter
svarede og sagde: "Guds Kristus."
21. Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
22. idet han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af
de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og
oprejses på den tredje Dag."

23. Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte
sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
24. thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som
mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
25. Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele
Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
26. Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal
Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og
de hellige Engles Herlighed.
27. Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her.
der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige."

28. Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog
Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at
bede.
29. Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende
anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende.
30. Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
31. som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han
skulde fuldbyrde i Jerusalem.
32. Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men
da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode
hos ham.
33. Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus:
"Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre
Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han
vidste ikke, hvad han sagde.
34. Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de
frygtede, da de kom ind i Skyen.
35. Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den
udvalgte, hører ham!"
36. Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og
forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.

37. Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der
mødte ham en stor Skare.
38. Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig,
se til min Søn: thi han er min enbårne.
39. Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den
slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham,
idet den mishandler ham;
40. og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke."
41. Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt!
hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn
hid!"
42. Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham.
Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans
Fader ham tilbage.
43. Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men
da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine
Disciple:

44. "Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i
Menneskers Hænder."
45. Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de
ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.

46. Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største
af dem.
47. Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og
stillede det hos sig.
48. Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit
Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager
den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder
alle, han er stor."

49. Men Johannes tog til Orde og sagde: "Mester! vi så en uddrive
onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke
følger med os."
50. Men Jesus sagde til ham: "Forbyder ham det ikke; thi den, som
ikke er imod eder, er for eder."

51. Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes,
da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem.
52. Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en
Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge.
53. Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem.
54. Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de:
"Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og
fortære dem, ligesom også Elias gjorde?"
55. Men han vendte sig og irettesatte dem.
56. Og de gik til en anden Landsby.

57. Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge
dig, hvor du end går hen."
58. Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle
Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde
sit Hoved."
59. Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre!
tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader."
60. Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå
du hen og forkynd Guds Rige!"
61. Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted
mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus."
62. Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven
og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige."

Lukas 10

1. Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og
sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted,
hvorhen han selv vilde komme.
2. Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få;
beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til
sin Høst.
3. Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve.
4. Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på
Vejen!
5. Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med
dette Hus!
6. Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på
ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen.
7. Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi
Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus
8. Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der,
hvad der sættes for eder;
9. og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er
kommet nær til eder.
10. Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle
I gå ud på dens Gader og sige:
11. Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre
vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet
nær.
12. Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end
den By.
13. Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige
Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da
havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske.
14. Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder.
15. Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal
nedstødes indtil Dødsriget.
16. Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder,
foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som
udsendte mig."

17. Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde:
"Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn."
18. Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som
et Lyn.
19. Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og
Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade
eder.
20. Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men
glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene."

21. I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde:
"Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har
skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for
umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var
velbehageligt for dig.
22. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem
Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den,
for hvem Sønnen vil åbenbare ham."
23. Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem:
"Salige ere de Øjne, som se det, I se.
24. Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se
det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have
ikke hørt det."

25. Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester!
hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"
26. Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes
læser du?".
27. Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud
af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke
og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv."
28. Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du
leve."
29. Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem
er da min Næste?"
30. Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem
til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af
og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød.
31. Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så
ham, gik han forbi.
32. Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så
ham og gik forbi.
33. Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så
ham, ynkedes han inderligt.
34. Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin
deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et
Herberge og plejede ham.
35. Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og
sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig,
når jeg kommer igen.
36. Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der
var falden iblandt Røverne?"
37. Men han sagde: "Han, som øvede.Barmhjertighed imod ham." Og
Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"

38. Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en
Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus.
39. Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved
Herrens Fødder og hørte på hans Tale.
40. Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og
sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet
mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig."
41. Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør
dig Bekymring og Uro med mange Ting;
42. men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke
skal tages fra hende."

Lukas 11

1. Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans
Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede,
som også Johannes lærte sine Disciple."
2. Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget
vorde dit Navn; komme dit Rige;
3. giv os hver dag vort daglige Brød;
4. og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os
skyldig; og led os ikke i Fristelse!"
5. Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til
ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød,
6. efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har
intet at sætte for ham;
7. og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær;
Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg
kan ikke stå op og give dig det:
8. da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det,
fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds
Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til.
9. Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I
finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.
10. Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder,
og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
11. Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han
beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i
Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?
12. Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en
Skorpion?
13. Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver,
hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd
til dem, som bede ham!"

14. Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den
onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede
sig.
15. Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste,
uddriver han de onde Ånder."
16. Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra
Himmelen..
17. Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige,
som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder
over Hus.
18. Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes
skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde
Ånder ved Beelzebul.
19. Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
Dommere.
20. Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo
Guds Rige kommet til eder.
21. Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i
Fred.
22. Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet
ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og
uddeler hans Bytte.
23. Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
med mig, adspreder.
24. Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem
vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den,
siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.
25. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.
26. Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
sidste bliver værre med dette Menneske end det første."

27. Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en
Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv,
som bar dig, og de Bryster, som du diede."
28. Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare
det."

29. Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne
Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet
Tegn gives den uden Jonas's Tegn.
30. Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal
også Menneskesønnen være det for denne Slægt.
31. Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af
denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for
at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
32. Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
se, her er mere end Jonas.

33. Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under
Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se
dets Skin.
34. Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit
Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme
mørkt.
35. Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
36. Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er
mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med
sin Glans."

37. Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise
Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords.
38. Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig
først før Måltidet.
39. Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af
Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab.
40. I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det
indre?
41. Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting
eder rene.
42. Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og
alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse
Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
43. Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i
Synagogerne og Hilsenerne på Torvene.
44. Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som
gå over dem, vide det ikke."
45. Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet
du siger dette, forhåner du også os,"
46. Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge
Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke
Byrderne med een af eders Fingre.
47. Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem
ihjel.
48. Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de
sloge dem ihjel, og I bygge.
49. Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og
Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og
forfølge,
50. for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens
Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,
51. fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem
Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne
Slægt.
52. Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv
ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I
forhindret."
53. Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og
Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans
Mund om flere Ting;
54. thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at
de kunde anklage ham.

Lukas 12

1. Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, så at de
trådte på hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple:
"Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg,
som er Hykleri.
2. Men intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt,
som jo skal blive kendt.
3. Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og
hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket på
Tagene.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39