The Bible, New Testament, in Danish

U >> Unkown >> The Bible, New Testament, in Danish

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39

14. Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om
ham kom ud i hele det omliggende Land.
15. Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle.
16. Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin
Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at
forelæse.
17. Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op;
fandt han det Sted, hvor der stod skrevet:
18. "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde
Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde
fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres
Syn, for at sætte plagede i Frihed,
19. for at forkynde et Herrens Nådeår."
20. Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte
sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham.
21. Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået
i Opfyldelse for eders Øren."
22. Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord,
som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?"
23. Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette
Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby
så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum."
24. Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er
anerkendt i sit Fædreland.
25. Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i
Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder,
den Gang der var en stor Hunger i hele Landet;
26. og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon
til en Enke.
27. Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og
ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman."
28. Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte
dette.
29. Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til
Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at
styrte ham ned.
30. Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.

31. Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på
Sabbaterne.
32. Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale
var med Myndighed.
33. Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd,
og han råbte med høj Røst:
34. "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du
kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds
hellige."
35. Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den
onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at
have gjort ham nogen Skade.
36. Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og
sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene
Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?"
37. Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land.

38. Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons
Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for
hende.
39. Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den
forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op.
40. Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle
Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver
enkelt af dem og helbredte dem
41. Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds
Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de
vidste, at han var Kristus.

42. Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted;
og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt
på ham, for at han ikke skulde gå fra dem.
43. Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde
Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt."
44. Og han prædikede i Galilæas Synagoger.

Lukas 5

1. Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte
Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø,
2. da så han to Skibe stå ved Søen; men Fiskerne vare gåede fra dem
og toede Garnene.
3. Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham
at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra
Skibet.
4. Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Far ud på
Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!"
5. Og Simon svarede og sagde til ham: "Mester! vi have arbejdet
hele Natten og fik intet; men på dit Ord vil jeg kaste Garnene
ud."
6. Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres
Garn sønderreves.
7. Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de
skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge
Skibene, så at de var nær ved at synke.
8. Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde:
"Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!"
9. Thi en Rædsel var påkommen ham og alle dem, som vare med ham,
over den Fiskedræt, som de havde fået;
10. ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare
Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke, fra
nu af skal du fange Mennesker."
11. Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham.

12. Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en
Mand fuld af Spedalskhed; og da han så Jesus, faldt han på sit
Ansigt, bad ham og sagde: "Herre! om du vil, kan du rense mig."
13. Og han udrakte Hånden og rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv
ren!" Og straks forlod Spedalskheden ham.
14. Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men "gå
bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse,
således som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!"
15. Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom
sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme.
16. Men han gik bort til Ørkenerne og bad.

17. Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere
og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og
Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at
helbrede.
18. Og se, nogle Mænd bare på en Seng en Mand, som var værkbruden,
og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham.
19. Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens
Skyld, stege de op oven på Taget og firede ham tillige med
Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus.
20. Og da han så deres Tro, sagde han: "Menneske! dine Synder ere
dig forladte."
21. Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke således ved
sig selv: "Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan
forlade Synder, uden Gud alene?"
22. Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem:
"Hvad tænke I på i eders Hjerter?
23. Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller
at sige: Stå op og gå?
24. Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
til at forlade Synder," så sagde han til den værkbrudne: "Jeg
siger dig, stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!"
25. Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han lå på,
og gik hen til sit Hus og priste Gud.
26. Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde
af Frygt og sagde: "Vi have i Dag set utrolige Ting."

27. Og derefter gik han ud og så en Tolder ved Navn Levi sidde ved
Toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!"
28. Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham.
29. Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var
en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem.
30. Og Farisæerne og deres Skriftkloge knurrede imod hans Disciple
og sagde: "Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?"
31. Og Jesus svarede og sagde til dem: "De raske trænge ikke til
Læge, men de syge.
32. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til
Omvendelse."

33. Men de sagde til ham: "Johannes's Disciple faste ofte og holde
Bønner og Farisæernes ligeså; men dine spise og drikke?"
34. Men Jesus sagde til dem: "Kunne I vel få Brudesvendene til at
faste, så længe Brudgommen er hos dem?
35. Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da
skulle de faste i de Dage."
36. Men han sagde også en Lignelse til dem: "Ingen river en Lap af
et nyt Klædebon og sætter den på et gammelt Klædebon; ellers
river han både det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke
passe til det gamle.
37. Og ingen kommer ung Vin på gammle Læderflasker; ellers sprænger
den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne
ødelægges.
38. Men man skal komme ung Vin på nye Læderflasker, så blive de
begge bevarede.
39. Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han
siger: Den gamle er god."

Lukas 6

1. Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem
en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med
Hænderne og spiste.
2. Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er
tilladt at gøre på Sabbaten?"
3. Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad
David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham?
4. hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og
gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt
at spise dem uden Præsterne alene."
5. Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over
Sabbaten."

6. Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og
lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen.
7. Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde
helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham
for.
8. Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde
den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han
rejste sig og stod frem.
9. Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at
gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at
ødelægge det?"
10. Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd
ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den
anden.
11. Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de
skulde gøre ved Jesus.

12. Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at
bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud.
13. Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv
af dem, hvilke han også kaldte Apostle:
14. Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og
Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus
15. og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes
Zelotes,
16. Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.

17. Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en
Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele
Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,
18. som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme.
Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder;
19. og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra
ham og helbredte alle.

20. Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige
ere I fattige, thi eders er Guds Rige.
21. Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I,
som nu græde, thi I skulle le.
22. Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og
håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens
Skyld.
23. Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i
Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne.
24. Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst.
25. Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I,
som nu le, thi I skulle sørge og græde.
26. Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde
gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.

27. Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem
godt, som hade eder;
28. velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke
eder.
29. Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til;
og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke
Kjortelen!
30. Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er,
kræve du det ikke igen!
31. Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså
skulle også I gøre imod dem!
32. Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor?
Thi også Syndere elske dem, som dem elske.
33. Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak
have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme.
34. Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I
derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen.
35. Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente
noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den
Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
36. Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.

37. Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så
skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder;
38. giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt
Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal
der tilmåles eder igen."
39. Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en
blind? Ville de ikke begge falde i Graven?
40. En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt
færdig, skal være som sin Mester.
41. Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men
Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var?
42. Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig
drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i
dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og
da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders
Øje.

43. Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet
råddent Træ, som bærer god Frugt
44. Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke
Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en
Tornebusk.
45. Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd,
og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi
af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.

46. Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg
siger?
47. Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem,
hvem han er lig, skal jeg vise eder.
48. Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden
og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom,
styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi
det var bygget godt.
49. Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske,
der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede
imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev
stort."

Lukas 7

1. Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han
ind i Kapernaum.
2. Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og
nær ved at dø.
3. men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste
til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans
Tjener.
4. Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: "Han
er vel værd, at du gør dette for ham;
5. thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os."
6. Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra
Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: "Herre!
umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind
under mit Tag.
7. Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til
dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt.
8. Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har
Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han;
og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør
dette! så gør han det."
9. Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han
vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: "Jeg siger
eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro."
10. Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den
syge Tjener sund.

11. Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain,
og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham.
12. Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død båren ud,
som var sin Moders enbårne Søn, og hun var Enke; og en stor
Skare fra Byen gik med hende.
13. Og da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde
til hende: "Græd ikke!"
14. Og han trådte til og rørte ved Båren; men de, som bare, stode
stille, og han sagde: "du unge Mand, jeg siger dig, stå op!"
15. Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham
til hans Moder.
16. Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: "Der er en stor
Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk."
17. Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det
omliggende Land.

18. Og Johannes's Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes
kaldte to af sine Disciple til sig
19. og sendte dem til Herren og lod sige: "Er du den, som kommer,
eller skulle vi vente en anden?"
20. Og da Mændene kom til ham, sagde de: "Johannes Døberen har sendt
os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi
vente en anden?"
21. I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og
onde Ånder og skænkede mange blinde Synet.
22. Og han svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder Johannes
de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gå, spedalske
renses, døve høre, døde stå op, Evangeliet forkyndes for
fattige;
23. og salig er den, som ikke forarges på mig."
24. Men da Johannes's Sendebud vare gåede bort, begyndte han at sige
til Skarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et
Rør, som bevæges hid og did af Vinden?
25. Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se,
de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i
Kongsgårdene.
26. Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog
mere end en Profet!
27. Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for
dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.
28. Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen
større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er
større end han.
29. Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet
de bleve døbte med Johannes's Dåb.
30. Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Råd med dem
selv, idet de ikke bleve døbte af ham.

31. Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne
de?
32. De ligne Børn, som sidde på Torvet og råbe til hverandre og
sige: Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang
Klagesange for eder, og I græd ikke.
33. Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak
Vin, og I sige: Han er besat.
34. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en
Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven!
35. Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn!"

36. Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og
han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords.
37. Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun
fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med
en Alabastkrukke med Salve;
38. og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og
begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med
sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
39. Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved
sig selv: "Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og
hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en
Synderinde."
40. Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Simon! jeg har noget at
sige dig." Men han siger: "Mester, sig frem!"
41. "En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem
Hundrede Denarer skyldig. men den anden halvtredsindstyve.
42. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det
begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?"
43. Simon svarede og sagde: "Jeg holder for, den, hvem han eftergav
mest?" Men han sagde til ham: "Du dømte ret."
44. Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne
Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine
Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede
dem med sit Hår.
45. Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine
Fødder, fra jeg kom herind.
46. Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder
med Salve.
47. Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte,
eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker
lidet."
48. Men han sagde til hende: "Dine Synder ere forladte!"
49. Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig
selv: "Hvem er denne, som endog forlader Synder?"
50. Men han sagde til Kvinden: "Din Tro har frelst dig, gå bort med
Fred!"

Lukas 8

1. Og det skete i Tiden der efter, at han rejste igennem Byer og
Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og
med ham de tolv
2. og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Ånder og Sygdomme,
nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Ånder vare
udfarne;
3. og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange
andre, som tjente dem med, hvad de ejede.

4. Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de
forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse:
5. "En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt
noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op.
6. Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det,
fordi det ikke havde Væde.
7. Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og
kvalte det.
8. Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar
hundrede Fold Frugt." Da han sagde dette, råbte han: "Den, som
har Øren at høre med, han høre!"

9. Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde
betyde.
10. Og han sagde: "Eder er det givet at kende Guds Riges
Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt
seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå.

11. Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.
12. Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen
og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro
og blive frelste.
13. Men de på Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, når de
høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra
i Fristelsens Tid.
14. Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og
så gå hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og
Nydelser og ikke bære moden Frugt.
15. Men det i den gode Jord, det er dem, som, når de have hørt
Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i
Udholdenhed.

16. Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller
sætter det under en Bænk; men han sætter det på en Lysestage,
for at de, som komme ind, kunne se Lyset.
17. Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive åbenbart; og
ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset.
18. Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der
gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han
synes at have."

19. Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke nå frem til
ham for Skaren.
20. Og det blev ham meddelt: "Din Moder og dine Brødre stå udenfor
og begære at se dig."
21. Men han svarede og sagde til dem: "Min Moder og mine Brødre ere
disse, som høre Guds Ord og gøre efter det."

22. Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige
med sine Disciple, og han sagde til dem: "Lader os fare over til
hin Side af Søen;" og de sejlede ud.
23. Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned
over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
24. Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: "Mester, Mester! vi
forgå." Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og
de lagde sig, og det blev blikstille.
25. Og han sagde til dem: "Hvor, er eders Tro?" Men de frygtede og
undrede sig, og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne, siden
han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?"

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39